Gå til hoved-indhold
Tur
Caribien tiltrækker sejlere fra hele verden, fx her på Bahamas. Foto: Troels Lykke

Endnu en familie sælger hus og bil for at sejle til Caribien - vil gøre det før det er for sent

Stephanie Bjerre Stræde var sygeplejerske med patienter, som var i kræftforløb, de fik hende til at indse, at familien skulle tage på deres livs rejse nu. - Mange har sagt, at når vi når hertil i livet, så skal vi det her og det her, og så har jeg været vidne til, at rigtig mange ikke nåede deres drømme, siger Struer-sejleren.

Af Troels Lykke |

- Vi er blevet trætte af at være i det hamsterhjul, hvor vi står op og laver madpakker og går på arbejde, og så er det samme uge efter uge, fortæller 29-årige Stephanie Bjerre Stræde til TV MidtVest - se indslag

De har derfor solgt deres hus og bil og købt en Jeanneu-sejlbåd for at kunne udleve drømmen om en helt ny hverdag i et års tid.

- Vi glæder os til at opleve andre kulturer og møde lokale og ikke bare sidde på et charterhotel, og så glæder vi os til at få ro på og komme helt væk fra arbejde og fritidsaktiviteter, siger hun.

Patienter med kræft udlevede ikke drømme

Stephanie Bjerre Stræde er uddannet sygeplejerske, og det var jobbet med patienter, som var i kræftforløb, der fik hende til at indse, at familien skulle tage på deres livs rejse nu og ikke om nogle år.

- Mange har sagt, at når vi når hertil i livet, så skal vi det her og det her, og så har jeg været vidne til, at rigtig mange ikke nåede deres drømme, fortæller hun og fortsætter:

- Den situation vil jeg ikke stå i - altså jeg er ikke bange for, at vi bliver syge - men hvis man har muligheden og lysten til at gøre det nu, så synes jeg, man skal gøre det og ikke udsætte det.

Mangler sejlerfaring - men er ikke afskrækkede

Familien har ikke meget erfaring med at sejle, men det afskrækker dem ikke.

- Vi har haft en speedbåd, og så har jeg har gået på sejlads-efterskole, men vi er rimelig nye i forhold til at sejle, siger Bjarke Bjerre Stræde.

Den 11. juni sejler familien ud fra havnen i Struer, og så sejler familien videre ned til De Kanariske Øer, videre til Kap Verde og så over Atlanterhavet til Caribien.

Kilde. TV MidtVest

content-loader
content-loader
content-loader