Paul Elvstrøm om konkurrenter: De sad kraftstejlme på dækket! Det var helt åndssvagt

Paul Elvstrøm, verdens største sejlsportsmand gennem tiderne kunne sejle før han kunne cykle, skriver Katrine Elvstrøm Krause om sin morfar i et længere portræt på Dansk Sejlunions hjemmeside om Legenden, sejleren og mennesket.

Vi faldt over artiklen i dag og fandt især afsnittet om at holde sig i form for særligt interessant.

Den første guldmedalje

– I dag kan jeg se, at jeg havde talentet. Jeg havde allerede været det hele igennem. Dengang var der jo ikke Optimistjoller eller noget som helst, fortæller Elvstrøm.

Han havde dog aldrig haft mulighed for at sejle lige præcis Firefly’en, før han deltog ved OL for første gang i 1948, og selv om han var i besiddelse af en del kapsejladserfaring, blev debuten ved OL alligevel en overvældende oplevelse, som han måtte vænne sig til gradvist.


– Den første sejlads ved OL der udgik jeg, fortæller Elvstrøm og fortsætter:

– Finnen, ham fra Finland, var på styrbord, og jeg var på bagbord. Jeg kunne sagtens passere ham, og det gjorde jeg også. Han råbte og skreg. Han ville have, at jeg skulle gå af vejen for ham. Jeg kunne snildt gå foran ham. Det var så ubehageligt, så jeg udgik.

– Men sejlads efter sejlads blev jeg bedre og bedre. De sidste to sejladser vandt jeg. Og dermed vandt jeg guld, fortæller Elvstrøm og viser alle sine tænder i et af de karakteristiske brede smil.

Den første OL-guldmedalje gav den unge talentfulde sejler blod på tanden efter at konkurrere på højeste niveau.

– Da jeg vandt det første guld i London, der kunne jeg se, at de forskellige jollesejlere... Deres kondition og kræfter, den var dårlig. De hængte jo dårligt nok, de sad kraftstejlme på dækket! Det var helt åndssvagt, fortæller Elvstrøm, mens han smiler og ryster let på hovedet.

– Og så sagde jeg til mig selv ”Hvis du går hjem og træner og er bomstærk, så vinder du hundrede procent sikkert.” Så i 48 da lærte jeg, hvad der skulle til for at være en sikker vinder, og så gik jeg hjem og trænede alt, hvad jeg kunne, fortæller Elvstrøm.

-Jeg var en slider

Det var en dedikeret ung sejler, der vendte hjem fra London, men livet går ikke i stå, blot fordi man har et OL at træne op til. På uforklarlig vis formåede Elvstrøm at jonglere to uddannelser samt træning.

– Jeg var en slider. Jeg har aldrig læst en bog - kun lærebøger - for at kunne forstå. Vi startede 21 i klassen (på ejendomsmæglerkurset, red.) og så blev det 20, og jeg var sidst hver gang, men jeg holdt ved, og til sidst var vi 12, der fik vores eksamen. Jeg vidste, at jeg ville være noget, og tjene nogle penge, så jeg kunne købe det her hus, fortæller Elvstrøm.

Et sådant skema efterlod dog ikke tid til ret megen fornøjelse ud over sejladsen.

– Jeg gik jo både på bygmesterskole og ejendomsmæglerkursus, og jeg kan huske meget tydeligt, da jeg engang kom hjem fra byen og passerede en pølsevogn, hvor folk stod og spiste, så tænkte jeg ”tænk den dag du har tid til at stå ved en pølsevogn...” Jeg havde aldrig tid til noget som helst, fortæller Elvstrøm konstaterende, men helt uden spor af fortrydelse i stemmen.

– Jeg skulle hjem og træne, så jeg løb ud til fortet (Charlottenlund Fort, red.). Der er både græsplæne og træer. Dengang kunne man nå en lang gren, og lave fysisk træning. Og ved et andet træ, der lå jeg på ryggen og løftede benene op og ned og fra side til side og gjorde gymnastik allround. Men hvis jeg joggede ud af Strandvejen, det var folk slet ikke vandt til. ”Kan du ikke løbe stærkere!?” De kom med sådan nogle dumme bemærkninger. Der var ingen, der motionerede på gaderne eller i skoven... Ingen. Det maksimale, folk gjorde, det var at gå en tur, siger Elvstrøm med en lille smule ringeagt i stemmen.

Kilde. Dansk Sejlunion 

Se også tv-indslag med Paul Elvstrøm på dr.dk