Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Korsgaard, Korsgaard og Jansen vinder årets første stævne i Eliteserien. Her passerer de foran de regerende danske mestre, Bertelsen, Schulz, Jepsen og Kofoged. Foto: Eliteserien / Peter Brøgger

H-båd: 2 x Korsgaard og Jansen slår sejrsvante Høj Jensen i Eliteserien – læs vinder-bloggen her

Høj Jensen, Dahl Hansen og Andresen må to trin ned ad podiet ved H-bådenes første kapsejlads i Eliteserien. Sejladserne på Øresund er præget af let vind, hvor særligt lørdagen udfordrer for de tyve besætninger.

Af Sara Sulkjær |

Høj og sol let vind sætter rammerne for jomfrusejladserne i den nye Eliteserie. Sejladser, der henviser Høj Jensen og gaster til tredjepladsen, mens andenpladsen går til en tysk besætning.

Mads og Frederik Korsgaard samt Stefan Jansen indtager det øverste podietrin. Læs besætningens sejrsblog fra Frem her:

Vi startede lørdag i 2-3 m/s og havde håbet på lidt mere hen over dagen. Desværre gik det omvendt, men vi nåede da tre sejladser. 

Vi havde valgt let fok fra starten og havde tottet riggen en smule mere, end vi plejer, fordi vi havde helt fladt vand. Vi satsede på, at det trim ville give os lidt mere power. Starterne er ekstra afgørende i let vind, hvor det er sværere at sejle sig op, så vi målte linje og vindretning hvert andet minut helt til det sidste. 

I første start ville vi til højre i banen, hvor der så ud til at være lidt mere vind. Vi tog et lille sats ved at starte i pin-end, hvor der var fordel, og det gav pote, for der gik ikke længe, før vi kunne slå over og sejle til højre på toppen af feltet.

Helt let lørdag - mere vind søndag

Vi havde den samme taktiske tilgang i de næste to sejladser, men vi vurderede, at der ikke var nogen fløjfordel og valgte derfor i stedet at slå frit på vindskiftene. I den sidste sejlads var vi heldige. 

Vi lå godt nede i sækken efter første opkryds, og så løjede vinden helt af fremme hos de forreste. Vi spejdede efter vindkending og besluttede at gå modsat og sejle efter røgen på skorstene på land. Vi fandt en smule og blev taget i mål som nummer tre i den afkortede sejlads.

Søndag gav os mere stabile forhold. Vi var alle tre i stropperne det meste af dagen, hvor det blæste 5-6 m/s med små pust ind imellem. Vindretningen svingede næsten ikke (SØ, red.), så vi fortsatte, hvor vi slap, og sejlede text-book på rummere og skraldere hele dagen. 

Dog var der det meste af dagen et højredrej det sidste stykke op til topmærket, som vi forsøgte at udnytte. Efter første sejlads skiftede vi til mellemfok, hvor vi kunne mærke, vi er blevet i stand til at klemme lidt mere højde uden rigtig at miste fart. 

Det har man brug for af og til i tætte situationer og lige efter starten. Vi har skiftet sejlmærke i år, hvor vi sejler med Høj Jensen-sejl, og på områdefelt fornemmer vi en tydelig forskel.

God grundfart sikrer sejren

Hele stævnet var vi meget opmærksomme på at søge et godt hul på linjen i starten, fordi fri vind er så vigtig i den tynde luft. Vi kender de forskellige besætninger og prøver at undgå slagsmål. Og god bådfart hjælper os. 

Det var helt tæt efter anden sejlads søndag, hvor Bertelsen, Schulz, Jepsen og Kofoged førte stævnet. Men de trak en tyvstart i sjette sejlads, og det samme gjorde Sennels, Hannibal og Damborg i syvende. 

Vi holdt hovedet koldt til det sidste, og vi tror, det hjalp os, at vi var i stand til at udføre den plan, vi lagde for de enkelte sejladser.

Sejlerhilsner
2 x Korsgaard og Jansen

content-loader
content-loader
content-loader