Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
- Tursejlads er da fint, men kapsejlads er meget sjovere. Der sker jo noget hele tiden, siger 80-årige Steen Toftebjerg til minbaad.dk. Her er han på sin M.A.T. 11 under EM i år.
Kapsejlads
M.A.T. 11-skipper Steen Toftebjerg, tv. fra Næstved Sejlklub ses her til DH-DM i Middelfart med co-skipper, sejlmager Mads Christensen, der har været med på Stony-holdet i 15 år. Foto: Troels Lykke

Lyn slog ned tæt på DH-DM-feltet – Toftebjerg tog guld i ny M.A.T. 11

Fredag stod regnen ned i Middelfart, lørdag slog lyn ned tæt på de store både, og vinden nåede omkring 20 m/sek., så baneleder Christian Lerche aflyste sejlads. Søndag kom sejlerne igen på vandet, og Steen Toftebjerg fra Næstved sejlede sin nye M.A.T. 11 Stony X til DM-guld i gr. 2.

Af Troels Lykke |

Det blev et DH-DM, som deltagerne næppe glemmer lige med det samme.

På tre dage fik sejlerne i Middelfart både regn, let vind, hård vind, torden og lyn at mærke. Mest dramatisk blev det lørdag, hvor et lyn slog ned tæt på de store både, samtidig med at vinden tog voldsomt til.

Baneleder Christian Lerche valgte herefter at aflyse dagens sejladser og sende bådene tilbage mod Middelfart. Se ham forklare sin beslutning her

Vinden nåede op omkring 20 m/sek., og sikkerheden blev sat foran ønsket om at få flere sejladser gennemført.

Lyn og 20 m/sek. stoppede lørdagens sejladser

Efterfølgende var der deltagere, som mente, at forholdene senere på dagen igen blev sejlbare, og at man måske kunne have genoptaget kapsejladsen.

Men nogen større utilfredshed med Christian Lerches beslutning bredte sig ikke i feltet. Med lyn tæt på bådene og kraftige vindstød var der forståelse for, at banelederen valgte den sikre løsning.

Fredag havde vejret allerede vist tænder. Her blev mesterskabets langdistancesejlads gennemført i Lillebælt med regn stort set hele dagen og vind på omkring 8-12 m/sek.

Søndag skiftede billedet igen. Her lykkedes det at få gennemført tre korte sejladser på op-ned-baner. Hver sejlads varede omkring en time, og dermed kunne tre nye danmarksmestre kåres.

EM-vinder Stannow slået af Al Capone

I gruppe 1 kom der et resultat, som nok overraskede en del.

Erik Stannow og besætningen på XR 41'eren DIXI 5 kom til Middelfart med et frisk ORC-EM-guld i bagagen, men ved DH-DM måtte holdet se sig slået af Tue Steen Andersen og besætningen på den hurtige GP 42 Al Capone 2.0 fra Snaptun Sejlklub.

Dermed blev det Tue Steen Andersen, der kunne rejse hjem som dansk mester i gruppe 1.

I gruppe 2 gik guldet til Steen Toftebjerg og Stony X fra Næstved Sejlklub, mens Søren Rasmussen og besætningen i DEN 104 fra Vallensbæk Sejlklub tog mesterskabet i gruppe 3.

80-årige Toftebjerg tog endnu et mesterskab

For 80-årige Steen Toftebjerg blev weekenden endnu en stor kapsejladsoplevelse.

Den tidligere erhvervsleder har gennem årtier været en markant skikkelse i dansk kølbådskapsejlads, og interessen for at konkurrere er ikke blevet mindre med alderen.

- DH i Middelfart var et godt stævne, men det var ærgerligt, at der ikke var flere både med. Næste år bliver det hos KDY i Skovshoved, hvor der i forvejen skal være ORC. Vi håber, at det kan tiltrække flere sejlere. Tursejlads er da fint, men kapsejlads er meget sjovere. Der sker jo noget hele tiden, siger Steen Toftebjerg til minbaad.dk.

Og han ved, hvad han taler om.

Gennem årene har han ejet og sejlet en lang række kapsejladsorienterede både. Blandt andet X-282, X-362, X-412, X-46 og Xp 44. Senest sejlede han Italia 11.98, inden han tog springet til den italienskbyggede M.A.T. 11.

Ny M.A.T. 11 til fire millioner kroner

Den nye Stony X har en pris omkring fire millioner kroner, og Steen Toftebjerg lægger ikke skjul på, at båden kræver koncentration af rorsmanden.

- Vores nye båd er fantastisk, men den er meget levende, og du skal styre den dybt koncentreret, ellers går den i stå på kryds. Vi ligger typisk på mellem seks og otte knob, alt efter hvor meget vind der er, forklarer han.

Roret på Stony X er ikke kun i hænderne på skipperen.

- Jeg styrer båden på skift med Mads Christensen. Han har været med i de seneste 15 år, siger Steen Toftebjerg.

Mads Christensen er sejlmager og har gennem mange år været en central del af Toftebjergs kapsejladshold.

Tog EM-bronze i Litauen

Stony X har allerede i sin første sæson vist, at den kan være med på internationalt niveau.

Tidligere på året sejlede Steen Toftebjerg og holdet ORC-EM i Klaipėda i Litauen, hvor det blev til bronze.

Nu kan holdet også skrive et dansk DH-mesterskab på resultatlisten.

Sæsonen er dog ikke slut endnu. Næste opgaver bliver Agersø Rundt og derefter Vedbæk Cup.

Og det større mål ligger allerede fast.

- Vi ser frem til ORC-VM næste år, siger Steen Toftebjerg.

Tre danmarksmestre ved DH-DM 2026

Gruppe 1:
Tue Steen Andersen og besætningen på Al Capone 2.0, GP 42 – Snaptun Sejlklub

Gruppe 2:
Steen Toftebjerg og besætningen på Stony X, M.A.T. 11 – Næstved Sejlklub

Gruppe 3:
Søren Rasmussen og besætningen i DEN 104, Melges 20 – Vallensbæk Sejlklub

DH-DM resultat

content-loader
content-loader