Ultim-trimaraner kan nå 40 knob i Route du Rhum i usædvanlig nordlig rute
Når 115 solosejlere søndag 1. november starter Route du Rhum fra franske Saint-Malo over Atlanten kan de enorme Ultim-trimaraner kan nå hastigheder på 35-40 knob, og meteorologerne peger på en nordlig rute forbi Azorerne. Charles Caudrelier er klar i sin nye 32 meter lange Gitana 18.
Der kan blive tale om en af de hurtigste starter nogensinde i den legendariske solokapsejlads Route du Rhum, der sejles hvert fjerde år fra Frankrig til Guadeloupe i Caribien.
Søndag den 1. november klokken 13.02 går starten på den 13. udgave af kapsejladsen, der har en teoretisk distance på 3.542 sømil.
Normalt søger solosejlerne mod syd for at finde passatvinden, men i år kan vejrsituationen sende de hurtigste både langt nordligere på en mere direkte kurs over Atlanten.
Det skyldes et kraftigt højtryk over De Britiske Øer, som blokerer for et stort lavtryk ved Grønland. Samtidig strækker en lang front sig helt ned mod De Kanariske Øer og forstyrrer passatvinden.
Kan passere Azorerne på blot to et halvt døgn
Hos Gitana Team har de to erfarne vejrrådgivere Erwan Israël og Julien Villion indrettet sig i deres kommandocentral i Larmor-Plage i Frankrig.
Herfra skal de følge Charles Caudrelier døgnet rundt og hjælpe ham med vejrrouting, sikkerhed og taktiske beslutninger om bord på den nye Maxi Edmond de Rothschild, også kendt som Gitana 18.
Ifølge Erwan Israël peger vejrudsigterne på en usædvanlig hurtig første del af sejladsen.
- Vejrmodellerne har været enige i flere dage. Vi ser på en storcirkelrute, altså den korteste vej til Caribien, nord om Azorerne. Det kan give en lang periode med meget hurtig sejlads på læns, forklarer Erwan Israël.
Han forventer, at de store Ultim-trimaraner kan opnå imponerende hastigheder.
- Det bliver svært at sejle meget hurtigere under de forhold. Vi kommer helt sikkert til at se Ultim-bådene nå 35 til 40 knob. Allerede efter to et halvt døgn bør vi være forbi Azorerne, siger han.
Der er dog stor usikkerhed om den sidste del af turen. Her kan bådene møde vindstille områder, modvind eller en passatvind, der igen begynder at etablere sig.
Enkelte vejrberegninger antyder endda, at turen til Guadeloupe kan gennemføres på under seks døgn. Det understreger Gitana-teamet dog er et meget usikkert scenarie.
To mand på land hjælper solosejleren
Selv om Caudrelier sejler alene, får han omfattende støtte fra land.
Erwan Israël og Julien Villion skal løbende analysere vejrmodellerne, følge bådens præstationer og rådgive om, hvornår det bedst kan betale sig at bomme eller ændre kurs.
De skal også hjælpe skipperen med at finde tid til søvn og restitution.
Men de endelige beslutninger og alle manøvrer skal Caudrelier selv udføre.
Det bliver en særlig udfordring, fordi den nye Gitana 18 endnu ikke har været sejlet alene af Caudrelier i mere end tre døgn ad gangen.
Den 32 meter lange trimaran er samtidig en af de mest avancerede både i feltet med store foils, der løfter skrogene fri af vandet ved høj fart.
Skal forsvare rekord fra 2022
Charles Caudrelier vandt Route du Rhum i 2022 med forgængeren Gitana 17.
Dengang brugte han blot 6 døgn, 19 timer, 47 minutter og 25 sekunder på turen over Atlanten.
Det er fortsat løbets absolutte rekord.
Nu stiller han op med den nye Gitana 18, som er lettere og udviklet med endnu mere avanceret teknologi. Båden blev søsat i februar 2026, og Route du Rhum bliver dens første store kapsejlads.
Rolig start før farten øges
Vejrudsigten for starten søndag viser nordøstlig vind på 10-15 knob og forholdsvis rolig sø.
Efter starten skal bådene runde et mærke ud for Cap Fréhel, inden de fortsætter ud gennem Den Engelske Kanal og passerer trafiksepareringen ved Ouessant.
Herefter ventes vinden at øge, og de store trimaraner kan få mulighed for at accelerere voldsomt.
Hvis prognoserne holder, vil de hurtigste både allerede efter den første nat sætte kurs mod sydvest og Azorerne.
For Caudrelier bliver opgaven at finde balancen mellem maksimal fart og sikkerhed på en helt ny båd.
www.routedurhum.com Her kan du følge starten søndag 1. november kl. 13.02, se bådenes positioner under kapsejladsen.
Fakta om Gitana 18 – Maxi Edmond de Rothschild
Længde: 32 meter
Bredde: 23 meter
Vægt: 19,5 ton
Masthøjde over vandet: 38,4 meter
Sejlareal på kryds: 450 m²
Sejlareal på læns: 630 m²
Foilspændvidde: 10,4 meter
Antal sensorer: 500
Elektriske kabler: 8 kilometer
Boligareal om bord: 4,8 m²
Forventet maksimal fart under de kommende forhold: 35-40 knob






