Gå til hoved-indhold
Carbon3 under Mumm Stelton Cup forleden. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Carbon3 under Mumm Stelton Cup forleden. Foto: Troels Lykke

Carbon 3 får VIP-behandling i Stubbekøbing før rekordforsøg

- Det er sgu smukt og rørende, det de har gjort for os i Stubbekøbing havn, før vi sejler efter BådNyts sølvspiler i morgen tidlig, siger Jonas Pedersen, før Sjælland Rundt-sejlads.

Af Troels Lykke |

Sejlerne oplever det igen og igen. Man bliver behandlet som konger ude i provinsen, hvis man bare er lidt ydmyg.

Sådan er det i Stubbekøbing Havn, hvor havnefogden rykker på kort tid.

- Vi ringede ned og spurgte om vi måtte starte fra deres havn, og de har sat flag op, fundet en hal til os, trukket vand og el og har afspærret området ved hjælp af en gaffeltruck, hvor er det bare smukt, at få den behandling. Havnefogden har også pudset den lokale presse på os, siger Jonas Pedersen i dag til minbaad.dk, der er på pletten i morgen tidlig for minbaad.dk og BådNyt, der følger sejladsen med tracking.

17 timer og 19 minutter

I morgen kl. 7.00 starter Carbon3 deres rekordforsøg. De skal sejle rundt om Sjælland på under 17 timer og 19 minutter.  En rekord, som tilhører Erik Filsø, der tog turen på netop den tid i 2008, i sin røde Extreme 40.

Carbon3 med Erik og Jens Quorning, Jakob Groth, Jakob Frost og 49er-gasten Peter Lang skal sejle de 232 sømil der er i luftlinje, men med krydstillæg regner man med at sejle 250-270 sømil, forklarer Jonas Pedersen.

Der sejles styrbord rundt om Sjælland, hvor Farø og Storstrømsbroen passeres.

En bil med RIB efter sig vil følge sejladsen, mens Jonas Pedersen og kollega vil vente i Stubbekøbing.

Filsø: I er for gamle til rekord

Erik Filsø har sædvanen tro været ude og drille vennerne fra Skærbæk, brødrene Quorning. Han siger til BådNyt, at de er for gamle til at slå rekorden. Jonas Pedersen griner af meldingen.

- Vi skal sejle 15 knob i snit for at slå rekorden, og vi stiller kun op fordi vi tror på at vi kan slå rekorden. Så Erik Filsø kan godt begynde at pudse Sølvspileren, siger han og griner.

Carbon3 har i øvrigt sat en foreløbig fartrekord på 31 knob.

Følg sejladsen hos BådNyt her

content-loader
content-loader
content-loader