Gå til hoved-indhold
Anne-Marie Rindom kan bedst lide at sejle på kryds, hvor hun har god fart og læser vindspringene godt. Foto: Dansk Sejlunion, Mick Anderson, SailingpixKapsejlads
Anne-Marie Rindom kan bedst lide at sejle på kryds, hvor hun har god fart og læser vindspringene godt. Foto: Dansk Sejlunion, Mick Anderson, Sailingpix

Anne Marie Rindom - en taktisk begavelse

Anne-Marie Rindom bruger 5-6 sejl om året. Horsens-sejleren vandt For-OL udtagelse i Laser-Radial og har sat sig i respekt trods kun tre år i bådtypen. Taktik på kryds er hendes livret. Læs portræt.

Af Troels Lykke |

En Laser-Radial jolle er for de totalt seje typer. Den kræver nærmest umenneskelige kræfter.

Dem har den 20-årige Anne-Marie Rindom fra Horsens Sejlklub. Selvom hun kun vejer 64 kilo og er 1,70 meter høj, så tæmmer hun den lange, fladbunde jolle, hun træner da også fysisk seks dage om ugen og tilstræber at sejle hver dag i jollen.

-Den udfordrer en fysisk, man får ondt i lår, ryk og ben, ja faktisk over det hele får man ondt og man skal allerede hænge fra 5 m/sek., hvis jollen skal sejles optimalt og man skal bevæge sig hele tiden, så en god kondtion er også vigtig.

Vægten

Om hendes vægt og båden siger hun:

-Jeg vil gerne op og veje 68 kilo før vi skal sejle VM i Perth om seks måneder for det blæser meget dernede. Båden er i øvrigt også taktisk og teknisk. Det er en alle tiders båd, siger hun til BådNyt, dagen før hun skal til engelsk eksamen i 4. G på et gymnasium i Horsens.

Forinden havde hun lige vundet udtagelsen til For-OL i Holland og skal nu sejle for-olympisk i England til august.

Hun er langt nede på ISAFs verdensrangliste, men alligevel slog Anne-Marie Rindom de to landsholds-sejlere Alberte Holm Lindberg og Maiken Schütt, to personer er hhv. nummer 11 og 13 i verden i Laser Radial.

Det er især starterne og på kryds, at Anne-Marie Rindom trækker fra sine modstandere. Hendes taktiske forståelse er i verdensklasse og det har nu bevist ved at være verdensmester i Europajolle, som hun sejlede i fra hun var 15. til 17. år. Ungdoms-EM guld blev det også til i Europajollen.

-Min far, der sejler X-102, taler også en masse taktik med mig og jeg har stadig meget at lære, siger hun. Hendes bror Christian er i øvrigt også en habil sejler, som i dag træner Europa-joller.

Foto: Mick Anderson/ Sailingpix

Men hvordan skal en Laser Radial egentlig sejles?

-Den er jo ret lang og tung at sejle på kryds, så man skal rykke kroppen frem og tilbage. Og roret skal man bruge rigtigt meget også fordi roret er så lille, kickingstrappen bruges også rigtigt meget på kryds. Generelt kan man sige, at jollen skal sejles voldsomt og i hårdt vejr på kryds skal man slække sejlet hele tiden og det kræver armkræfter. Og på læns kan den let vælte til luv. Selv syntes jeg at kryds er det sjoveste at sejle, forklarer Anne-Marie Rindom, der indrømmer at hun mangler noget på det tekniske, da hun kun har sejlet tre år i Laser-Radial. Om det taktiske siger hun:

-Vi er typisk 100 Laser-Radialer til et stævne og vi er derfor delt op, men starten er meget vigtig.

Gerne en ny jolle hvert år

-Jeg vil da gerne skifte jollen ud hvert år, da skroget bliver en anelse blød, men det er der ikke lige råd til, siger Horsens-sejleren, der det første år sejlede med en 20 år gammel Laser-jolle det første år. I dag råder hun over tre joller, der er placeret flere steder i bl.a. Horsens og Fredericia, hvor hun også træner.

Masten skiftes to gange om året.

-En mast for en OL-sejler holder kun et halvt år ellers bliver den for blød, da vi bruger kickingstrappen meget og så bøjer masten, og derefter bliver den rettet ud efter sejladsen, så masten bliver stivere, men en ny mast koster 6.000 kroner.

Når det kommer til sejl, så skiftes de ofte.

-Jeg er begyndt at bruge flere og flere sejl det sidste år, faktisk bruger jeg 5-6 sejl om året. Man kan sige at det Laser er en one-design jolle, hvor priserne skal holdes nede og alle kan være med i mange lande, men det er ikke altid at det ender med at være billigt, forklarer hun.

Læs mere om Laserjollen

Læs hele artiklen om Anne Marie i serien Mig og min båd i BådNyt, hvor der også kan læses om verdens mest udbredte voksenjolle, nemlig Laserjollen.

Foto: Mick Anderson, Sailingpix

content-loader
content-loader
content-loader