Gå til hoved-indhold
Krüger ot Thorsell i Kiel. Foto: Christian M. Borch/ Sejlsport.dkKapsejlads
Krüger ot Thorsell i Kiel. Foto: Christian M. Borch/ Sejlsport.dk

Krüger og Thorsell taber guldet i Kieler Woche

49erne Peter Krüger og Nicolai Thorsell erobrede sølvet, mens Allan Nørregaard og Peter Lang blev nummer fire, ved årets sidste World Cup i Kiel. Nu tager 49erne til Helsinki med færge fra Kiel, en tur på to døgn, fortæller Nørregaard.

Af Troels Lykke |

Det blev til en dansk sølvmedalje i 49er, da de olympiske sejlere onsdag dystede om medaljerne i årets udgave af Kielerugen.

Peter Krüger og Nicolai Thorsell havde ellers gode muligheder for at tage guldet hjem, og de havde i starten af finalen også fuld kontrol over deres to nærmeste konkurrenter, som var landsmændene Allan Nørregaard/ Peter Lang, og tyskerne Tobias Schadewaldt/ Hannes Baumann. Det skriver Dansk Sejlunions Christian M. Borch til pressen.

Faktisk havde danskerne så meget styr på den tyske besætning, at den blev holdt fuldstændig fra at få en brugbar start. Som den sidst startende valgte tyskerne i stedet at gå bagom hele feltet, og forsøge lykken på den modsatte side af banen i forhold til resten af feltet.

Vejrguderne på tysk side
Det skulle vise sig at være et rigtigt godt valg for de to tyske sejlere. En kraftig vinddrejning betød længere vej til første mærke for feltet, mens tyskerne kunne runde som klart førende. En position, som de holdt til mål. Dermed smuttede dermed tyskerne forbi begge de danske både i den samlede stilling.

”Vi er lidt skuffede over vores præstation i dag, for det er ikke hver dag, at man får chancen for at vinde Kielerugen. Men vores skuffelse var meget værre i går. Der følte vi, at vi havde stævnet i vores hule hånd, men så går vi ud og smider det hele væk. Når vi får det lidt på afstand, bliver vi glade for, at vi stadig bevæger os i den retning, som vi synes, at vi skal,” siger Peter Krüger.

Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen var overordnet godt tilfreds med, hvad han så i finalen.

”Umiddelbart gør drengene det helt rigtige i starten. Men den vinddrejning, som tyskeren efterfølgende får, er typisk for Kiel og er bare ikke til at forudsige. På den anden side får vi endnu en gang bevist, at vi står rigtigt stærkt i 49er-klassen, og jeg ser meget frem mod EM, som for 49ernes vedkommende starter den 9. juli,” lyder det fra Thomas Jacobsen.

I den samlede World Cup slutter Peter Krüger og Nicolai Thorsell også som nummer to, denne gang efter østrigerne Delle-karth og Resch, som erobrede tredjepladsen i Kielerugen.

Skipper Krüger tv. med gasten Thorsell. Foto: Christian M. Borch/ Sejlsport.dk

www.kielerwoche.de - se også resultater med Melges 24, CB66 og Albin Express der bl.a. sluttede i dag.

content-loader
content-loader
content-loader