Plads i havnen: Tjaa måske

Det har igennem mange år været sejlernes adelsmærke, at ”vi hjælper hinanden”. Men nu er der er noget der tyder på, at den tiltagende egoisme, der præger det øvrige samfund er smittet af på sejlerne.

Far og søn, René og Rasmus fra Præstø oplevede det på egen krop, en regnfuld og blæsende aften i juli. Efter at have tilbagelagt 60 sømil fra Præstø til Omø i et hug, var det så som så med lysten, til at give plads til endnu en båd i havnen.

Og der var plads til flere, selv om Omø Havn var godt fyldt op. Men lysten til at udsætte smørkagen og kaffen for forsinkelse, for at hjælpe med at få plads til nok en båd, gav en smule råberi på havnen.

Den pågældende sejler, der skulle afgive lidt plads, stod blot og rystede på hovedet, selv om hele havnen kunne se, at der var plads nok. Men råberiet virkede – efter en halv times tid – og den noget uvillige herre fik travlt med at stramme sin agterfortøjring, for at give plads til to trætte, våde og forblæste sejlere. Havnefogeden glimrede ved sit fravær, men dukkede dog op da det hele var overstået.

I havn kl. 14

En anden tendens er, at man går i havn meget tidligt. I Lundeborg oplevede vi, at havnen stort set var fyldt op ved 14-tiden. Men der kom mindst 20 både efter kl. 14, og enkelte måtte sejle igen med uforrettet sag. Vi endte med tre både uden på.

Det betyder ikke så meget i det Sydfynske, hvor der ikke er så langt mellem havnene, men andre steder skal der bare være plads til alle.

Tag jer sammen!

Sejlsport, om det er kap- eller tursejlads, er måske den sidste bastion, hvor der udvises solidaritet, venlighed og hjælpsomhed. Og sådan skal det vel helst blive ved at at være?

Smørkagen eller kanelstangen løber jo ingen steder, i de ti minutter det tager at give en hånd.

Det kunne jo være dig, det gik ud over en anden gang...

Miraculix trygt i havn.