Gå til hoved-indhold
Tur
Det er med tungen lige i munden, når man anløber eller forlader Saltholm.
Tur
Ved havnen er der borde og bænke, hvor frokosten kan indtages.
Tur
Barakkebro havn er ikke stor. Det gik fint med at få plads til HS 11 både.
Tur
Selvom spileren er oppe, er en 606er meget lille i forhold til vindmøllerne.
Tur
Fårene bor hele året på Saltholm. Kvæget sejles hjem.
Tur
Havnens friluftsdas. Glimrende lugtfri konstruktion med god udluftning.
Tur
Saltholms ældste gård, Barakkegården, et ægte håndværkertilbud!

På tur til Saltholm

I Hellerup Sejlklub er der en lang tradition for tursejlads. Klubbens ti 606ere og en X79 besøgte Saltholm en solskinssøndag i september. Se fotos.

Af katrine bertelsen |

Det er ikke helt ligetil at anløbe Saltholm for sejl, da der er ret lavvandet i sejlløbet, og vindretningen skal være perfekt, nord eller syd, når man sejler uden motor. Men det er besværet værd. Derfor så 40 sejlere fra Hellerup Sejlklub, fordelt på 11 både, med spænding frem til vejrudsigten en søndag tidligt i september. Men alt flaskede sig: Syv m/s fra syd og sol hele dagen.

Efter en flot indlægning for sejl, uden grundstødninger i Barakkebroens lille bassin, blev den medbragte frokost indtaget. Turudvalget havde sørget for overdådige kager til kaffen, og derefter var der tid til en gåtur på øen,og et besøg på det lille egnsmuseum.

Så blev det tid til at komme hjem. Efter at have ordnet det nødvendige på havnens lille fine blå das, gik hjemturen derudad for spiler – også uden grundejere – og ved 17-tiden kunne 40 glade sejlere indtage den obligatoriske kom-hjem øl på sejlklubbens terrasse.

Fugleparadis

Der er igen rigtige veje på Saltholm, kun grusveje og hjulspor. Øen er fredet og fuglereservat for ænder, vadefugle, måger og en masse andre fugle,. Det begrænser desværre det område, hvor man må færdes.

Øens lille museum gemmer på fotos og forskellige redskaber som øens skiftende beboere har brugt, bl.a. ålejern, landbrugsredskaber og meget mere. Museet er afhængig af donationer, så man må gerne efterlade en lille skilling.

Fakta om Saltholm

Barakkebro, på den nordvestlige side af Saltholm, er det eneste sted der må lægges til på øen. Barakkebro anduves fra vest, der er båker der leder vej, men tjek lige søkortet alligevel. Der er ca. 1,5 meter vand i sejlløbet, og kommer man (bare lidt) for langt mod syd i havnebassinet, går man på grund. Det må anbefales at anløbe for motor. Går turen til Saltholm skal drikkevand medbringes, og der er ingen indkøbs- eller kro/spisemuligheder.

Læs mere om Saltholm på www.saltholm.dk

Alle fotos af Katrine Bertelsen

content-loader
content-loader
content-loader