Gå til hoved-indhold
Der er ikke fotos fra stævnet, men her hygger Finnjollesejlerne sig i Aarhus midtby. Foto: Christian QvistKapsejlads
Der er ikke fotos fra stævnet, men her hygger Finnjollesejlerne sig i Aarhus midtby. Foto: Christian Qvist

Finnjoller væltede på stribe i Aarhus – Bendix vandt

Først blæste det. Så blæste det lidt mere. Og for at runde dagen rigtigt af, så sluttede dagen med, at det blæste yderligere op. Læs Christian Qvists morsomme beretning fra Aarhus Sailing Week.

Af katrine bertelsen |

Finnjollesejler Christian Qvist skriver:

Lørdag:
Det har ellers været en spændende dag, som udover at være blæsende, startede med en ordentligt regnbyge. Så var der ligesom sagt velkommen til Aarhus.

Dagen har budt på masser af vandleg, bytte både og ikke mindst en del ventetid mellem starterne. Lad os tage det fra en ende af.

I krapsø og masser af luft ned af bakke, var der mere end en som væltede. Nogen var hurtigt oppe igen, og andre brugte lidt mere tid på det, med at rejse skøjten op igen. En enkelt blev sågar taget i mål, mens han var kæntret. Det er noget som tærer på kræfterne, men Kenneth viser sig atter fra sin mest godmodige side og tog den på hovedet i baljen så der atter kunne komme styr på det. En sand sportsmand!

Alle kæntrede

Finnjollerne var ikke de eneste som væltede på Bravo banen. Contendere kan også vælte på kryds. Og halvvind. Og alle andre retninger. Ligesom Wayfarer og Bananbåde.

Så var der det med at bytte både. Udover Kenneth og Christian Poulsen, så synes Ole, at det med at lave kæntringsøvelser var en brilliant idé. Hvilket bedre sted at lave dem end under Bøgeskovens lumske vinde!? Som sagt så gjort. Men Ole må have haft en lang uge, i hvertfald kunne han ikke få den op, jollen.

Det blev Svend lidt træt af at se på, så Ole og Svend byttede joller. Ole mente at det måtte være hans gamle jolle den var gal med, så for lige af teste hypotesen valgte han at kæntre Svends. Det gik ikke meget bedre, men nu ville Svend så godt have sin egen nye jolle igen. Så det fik han og til sidst var alle i havn igen. Og det var vist meget godt. Nu har jeg aldrig været nogen windguru, men det var åbenlyst at der nu kom endnu mere luft.

Da lørdagen var omme, var der gennemført tre sejladser, det kunne være blevet til flere, men med alle kæntringerne fordelt på fire klasser var der meget ventetid på banen. Måske Finnjollerne ville være mindre fejlcastede blandt E-jollerne som alt andet lige sejler og ser en bane på samme måde som Finnjollerne.

Resultatet er, at nogen vandt og nogen kom til sidst. Den præcise rækkefølge kendes ikke her på redaktionen på Hotel Ritz, men uanset hvad, så er der en som fører.

Håndsejlads ved Åen

Senere på aftenen blev en del af den hårde kerne spottet i nærheden af vandet igen. Nærmere bestemt nær Kanalen i midtbyen, hvor sorgen over at skulle undvære de bedre halvdele blev skyllet ned med et par kolde fadøl, mens der blev håndsejlet.

Søndag:
Søndag var dagen som stålsat på at være bedre end lørdag. Umiddelbart skulle man mene, at der var en overkommelig opgave. Men hvis man ikke har forudsætningerne til at løse en opgave, så kan det godt gå hen og blive svært.

Det begyndte ellers godt. En anelse mindre vind, ingen hvide skumtoppe i horisonten og så videre i den dur, I har fået billedet.

Nå, men. Så kom Staal. Og det som sker, når Staal skifter til sejltøj det er, at himlen åbner sig og det begynder at regne. Ikke bibelske dimensioner med frøer og fisk og den slags, men det regner. Den opmærksomme læser vil nu have fået et dejavu til beretningen fra i går. Og det er med fuldt overlæg. For dagen lignede på mange måde en kopi af lørdagen. Og så er det ligesom ikke lykkedes for søndagen at være bedre, vel? Nej. Dog var det nogle andre som kæntrede, blandt andet undertegnede. Og Kenneth. Når Kenneth vælter så er det svært. Det ved alle.

Nå, men, der blev sejlet tre sejladser. I tredje sejlads havde Svend krammet på hele banden, altså de som var tilbage, og så kom der et 40 grader vindspring. Og så står verden altså ikke mere.

Sejr til Mads Bendix

På podiet var nogle af de lokale, Jacob Stachelhaus (2) og Mads Bendix (1). Rækkefølgen kendes ikke lige, men imens de to blev båret i guldstol op på torvet for at blive fejret af hele byen, måtte vi andre med bøjet nakke og skammen malet i ansigtet pakke joller og køre hjem. Hjem og træne til næste år. For vi ses næste år. I smilets by :-)

Du kan se resultatlisten her

content-loader
content-loader
content-loader