Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Speedbåd sejler ind i stendige i København - 12 slynget ud

Det var en meget voldsom bådulykke, der indtraf sent fredag, da 12 personer forulykkede i deres speedbåd ved Trekroner i København. Ingen bar redningsvest, da de ramte vandet.

Af Troels Lykke |

Speedbåden sejlede med høj fart direkte ind i et stendige, og alle passagerer blev slynget ud af båden og landede i vandet.

Ingen af dem havde ifølge Københavns Politi redningsveste på.

»Det er et under, at ingen af dem har fået alvorlige skader. Det har reddet dem, at de landede i vandet og ikke oven på stendiget. Men det har været meget voldsomt«, siger stationsleder fra Søredningsselskabet Kenneth Jakobsen til Politiken.

Han var en af de første redningsfolk, som ankom til ulykkesstedet.

Gadefest i nærheden
Søredningsselskabet havde sammen med folk fra hjemmeværnet forhøjet beredskabet på søen, fordi gadefesten Distortion havde samlet tusindvis af mennesker på Refshaleøen tæt ved.

»Da vi kom derud, sad nogle af passagererne på stendiget. Der var en del panik, og båden lå med kølen i vejret. Det er heldigt sluppet. De kunne nemt have fået kraniebrud og andre alvorlige skader«.

Undersøges for spirituspåvirkelse
Efter ulykken blev de 12 personer sejlet til hjemmeværnets marinefartøj og derefter på hospitalet.

De tilskadekomne havde hovedsageligt ryg- og nakkesmerter.

Hos Københavns Politi undersøger de nu de nærmere omstændigheder ved den farlige påsejling.

At gruppen er sejlet af sted uden redningsveste, »er meget ubetænksomt af føreren«, siger vicepolitikommissær og pressetalsmand ved København Politi James Kiewe.

»Vi er ved at undersøge, om vedkommende har været spirituspåvirket. Det er held i uheld, at ulykken sker, mens der er Distortion på Refshaleøen, så vi havde heldigvis et højt beredskab«

Han fortæller, at alle tilskadekomne nu er udskrevet fra hospitalet.

Kilde: Politiken.dk

content-loader
content-loader
content-loader