Gå til hoved-indhold
Ole Egeblad var med da Jes Gram-Hansen fik en af Danmarkshistoriens største sponsorkontrakter til SAP Extreme-40 holdet, der ifølge vores oplysninger lyder på 25 mio. kroner over tre år.Kapsejlads
Ole Egeblad var med da Jes Gram-Hansen fik en af Danmarkshistoriens største sponsorkontrakter til SAP Extreme-40 holdet, der ifølge vores oplysninger lyder på 25 mio. kroner over tre år.

Ekspert: Sejlsporten kan gøre det langt bedre med sponsorer

Det siger Ole Egeblad, men Dansk Sejlunion skal være en samlende kraft og satse langt mindre på OL og fx i stedet på SAP Extreme-hold. Debat-niveauet i sejlsport er katastrofalt lavt, siger han

Af Troels Lykke |

- Sejlsporten kan tilbyde det som virksomheder sukker efter. Den har det grønne image, masser af fascinerende action og den er relativ elitær, da der er mange i sejlsporten, som tjener godt, og dermed er der mange beslutningstagere, som sejler. De folk, der interesserer sig for sejlsport, sidder i gode stillinger og har stor indflydelse. Det er derfor at det fx ingen tilfældighed er, at CNN sender så meget sejlport, forklarer Ole Egeblad, Cand.Merc. i markedsføring.

Han er en af landets mest kendte sponsoreksperter inden for sejlsport og cykling. Han driver til dagligt firmaet Sponsorcom.dk i Vedbæk. Selv er han tidligere elite-surfer og havde en seriøs OL-satsning fra 1986 til 1997.

Det var dog hans lillebror, Morten Egeblad, der tog til OL og surfede for Danmark i 1992 og 1996.

Ole Egeblad har en indgående erfaring med sponsorater i sport. En af erfaringerne var at han arbejdede for IT-virksomheden, CSC, der sponsorerede Bjarne Riis cykelhold.

Ole Egeblad skulle sikre, at det amerikanske firma, der dengang havde 120.000 ansatte, fik succes for de mange millioner, som cykelholdet modtog til blandt andet at køre Tour de France for. Endvidere var Ole Egeblad ansvarlig for CSC´s IT-sponsorat med Tour de France.

Millionkontrakt i sejlsport

Derefter var Ole Egeblad med til at få dansk sejlsports største sponsoraftale i hus i nyere tid, da de professionelle, tidligere America's Cup-sejlere, Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner, fik en aftale med IT-virksomheden SAP.

En sponsoraftale, hvis beløb er hemmeligt, men BådNyt erfarer fra flere kilder, at Aarhus-holdet, der er med i Extreme Sailing Series i Extreme 40, har en kontrakt på mindst 25 millioner kroner over tre år.

I foråret brød Ole Egeblad dog med holdet efter en generel uenighed om strategi, organisation og rollefordelingen.

- Vi taler fint sammen, og kørte bl.a. Gran Fondo enkelstarten sammen i Helsingør efter vi stoppede samarbejdet, men der var nogle ting om rollefordelingen, der ikke var optimale, jeg brugte ikke min ressourcer optimalt på SAP-holdet, forklarer han til BådNyt.

Men han brænder fortsat for sejlsporten og dens økonomiske muligheder. Og det er der en særlig årsag til.

- Dansk sejlsport har et uforløst potentiale, for når man ser på hvad der indtil videre er gjort og hvad sejlsporten kan tilbyde, så har dansk sejlsport rigtigt meget at byde på. For ud over at det er en grøn sport, så er det også en sport for hold og individuelle udøvere, hvor der er action og store mandfolkepræstationer, endvidere repræsentere sejlsporten nogle gode og attraktive karakteristika, som teamwork, frihed, ansvarlighed, partnerskab, tillid og innovation, siger Ole Egeblad.

Samlende serie - ingen kender

Tag fx Extreme Sailing Series, som det danske SAP-hold deltager i. Det kunne være en af de samlende begivenheder, som alle danske sejlere burde interessere sig for, forklarer Ole Egeblad.

- Der er bare lige det problem, som han udtrykker det, - at ganske få sejlere i Danmark, kender til projektet. Og en af årsagerne til det er, at dansk sejlsport er så ekstremt fragmenteret og man hver især plejer sine egne interesser i stedet for, at løfte i flok og arbejde sammen om udviklingen af dansk sejlsport. Et eksempel er Dansk Sejlunion som stort set ikke har levnet SAP teamet nogen nævneværdig opmærksomhed. Sejlunionen kunne have hjulpet til med, at almindelige tur- og kapsejlere kendte til SAP-holdet og Extreme Sailing Series. Dansk Sejlunion har en entydig satsning på OL-klasserne, der kun sejler 10 dage hvert fjerde år. Men de burde også kunne favne de professionelle sejlere, som Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner (Extreme 40-sejlere, red.), siger Ole Egeblad, der forklarer  hvorfor det er en god ide.

- Jo, det vil kunne skabe en større samlet opmærksomhed om sejlsporten og det er også i Dansk Sejlunions interesse, for Extreme Sailing Series er en af de største begivenheder, der sejles i verden for tiden. Det er ikke kun en sejlads for ekstreme rigmænd, som der er i America's Cup, siger Ole Egeblad.

Han fortæller videre.
- Budgetterne i Extreme Sailing Series er langt fra skræmmende og med min erfaring er der slet ingen tvivl om, at sponsorerne får fuld valuta for pengene her. Der har mange gange været tilløb til større ikke-OL projekter i dansk sejlsport, men stort set kun Jes og Rasmus er lykkedes og fortjener de stor anderkendelse for, men situationen er nærmest den modsatte. Selv om jeg har arbejdet med cykelsporten i mange år og lidt med ridesporten, så har jeg aldrig oplevet så megen brødnid og ”fnidder-fnadder” som i dansk sejlsport. Debatniveauet er katastrofalt lavt og det virker som om, at det er vigtigere, at naboen får fiasko end man selv får succes. Det er også mit indtryk, at rigtigt mange har et nærmest religiøst forhold til, at skulle kritisere Dansk Sejlunion, lige meget hvad unionen end måtte finde på.

Sejlere er for forskellige

Han peger på at sejlsporten mangler et samlende projekt, som sejlerne kan samles om og gå op i. Noget, der  fx er i cykling.

- Cykelsporten har Tour de France og Giro d'Italia og i cykling er der en passion for sporten. De fleste der dyrker cykling interesserer sig også for cykelsporten og konkurrencen deri, mens man i sejlsporten er enormt splittet og fragmenteret, hvor der i sejlsporten er mere interesse for sejlads end for sport, og det betyder at det er svært at finde en fællesnævner, og det er her, at Dansk Sejlunion skal være fællesnævneren, hvor de skal være med til at løfte samlende projekter, som f.eks. det danske SAP-hold er med i, for ellers er sejlsporten i dag, kun noget der er interessant hvert fjerde år, siger Ole Egeblad, der mener, at OL-sejlsporten, som en mediebegivenhed, først slog for alvor igennem, da der  var live-tv på Jesper Banks Soling i 1992, da han og holdet vandt.

- Hvis sejlsporten har et samlende projekt udover OL-sejlads, så vil det kunne dryppe på den øvrige del af sejlsporten, som dermed også ville kunne gøre sig mere opmærksom om når der skulle tegnes sponsorater og fås nye sejlere til sporten, m.v. Heldigvis er der dog grøde i sejlsporten og jeg vælger, at være optimist på sportens vegne. Dansk sejlsport har virkelig et uforløst potentiale og det er synd hvis det ikke udvikles, slår Ole Egeblad fast overfor BådNyt, der tidligere har bragt artiklen.

content-loader
content-loader
content-loader