Gå til hoved-indhold
Tursejlerne kan bare stryge flaget, så kan de kapsejle. Arkivfoto: FaurbyKapsejlads
Tursejlerne kan bare stryge flaget, så kan de kapsejle. Arkivfoto: Faurby

Klubmatch for alle de andre

Dansk Sejlunions sejlsportsliga er en ting, men hvad med alle de andre. Dem, der ikke er med? Nu kommer der måske også noget til dem.

Af katrine bertelsen |

Klubkonferencer kan bruges til meget, bl.a. at netværke. Og det var lige hvad der skete i år. Erik Venøbo fra Bønnerup Strand Sejlklub og Dansk Sejlunions tidligere formand Carl Gerstrøm stak hovederne sammen, og fandt på en ny form for kapsejlads, der kan sejles uden, at sejlklubben eller sejlerne skal have en masse penge op af lommen.

Ideen opstod, da flere i Bønnerup Strand Sejlklub udtrykte ønske om at kapsejle, men ikke rigtig turde.

- Mange taler om det, men de tør ikke. Derfor tror jeg, at et klubløb – ikke på liv og død – er en god ide. Det kan jo ende med en slags teambuilding i klubben, og det skal være sjovt, fortæller Erik Venøbo fra Bønnerup Strand Sejlklub.

Klubturnering i forbindelse med Fyn Rundt

Konceptet er simpelt, men der skal sejles efter DH. Og så behøver det ikke at være en ny båd, en Spækhugger eller en Bianca 27 kan sagtens bruges, bare den har et målebrev.

Oplægget beskriver, at man kunne lave en klubmatch f.eks. i forbindelse med Fyn Rundt eller en anden eksisterende kapsejlads. Hver klub tilmelder en båd, og deltager i sejladsen.

- Hvis flere fra samme klub ønsker at deltage, må de sejle om det i deres respektive klub, siger Erik Venøbo og fortsætter. - Via sin egen klub kan man udfordre naboklubberne til at dyste i klubmatchen, og dermed knytte venskaber og kontakter til naboklubberne, og måske få nye samarbejder op at stå.

Carl Gerstrøm er begejstret for ideen, og syntes at det lyder sjovt.

- Det behøver jo ikke at være Fyn Rundt, der er også Endelave og Samsø Rundt, og mange andre kapsejladser, der er velegnede til en klubmatch, siger han.

Noget til de andre

- Det er fantastisk med Sejlsportsligaen, men jeg er ked af, at der ikke er noget til de andre. Der skal også være noget sjovt for dem, der betaler gildet, siger Erik Venøbo.

Ikke en færdig ide

I oplægget fra Erik Venøbo og Carl Gerstrøm vil de også gerne have, at der skal findes et navn til klubmatchen og evt. et logo. Der skal også laves informationsmateriale, der skal sendes ud til klubberne.

- Konceptet er langt fra færdigudviklet, men jeg har talt med Jens Erik Hansen fra Dansk Sejlunions bestyrelse, der udtrykker interesse for projektet, slutter Erik Venøbo.

Nu må vi se om Dansk Sejlunion tager bolden op, og giver lidt tilbage til de 95% af sejlere der betaler gildet.

content-loader
content-loader
content-loader