Gå til hoved-indhold
Erik Berth på Tarok er vinder af Danish BigBoat Series men ikke Baltic Circuit. Foto: Troels LykkKapsejlads
Erik Berth på Tarok er vinder af Danish BigBoat Series men ikke Baltic Circuit. Foto: Troels Lykke

Visione stadig vinder af Baltic Circuit

En protest fra Visione mod Tarok til Race RigTig i oktober er nu afgjort til Taroks fordel. Det har byttet rundt på vinderne i Baltic Circuit 2012, påstår Taroks ejer Erik Berth. Men det passer ikke.

Af katrine bertelsen |

Sent mandag aften lagde Taroks ejer Erik Berth et indlæg på facebook, hvor han udråbte sig selv til vinder af både Danish BigBoat Series og Baltic Circuit 2012. Det sker efter en fornyet protestbehandling i KDY, der giver Tarok medhold i en protest i forbindelse med Race RigTig i Rungsted i oktober.

Tarok/Erik Berth skriver på facebook:

"Tarok er nu officielt genindsat i sin placering i KDY's RaceRigtig efter at DS gav os medhold i vores appel af diskvalifikationen på dag 1. Den efterfølgende protestbehandling medførte at protesten blev afvist og Tarok genindsat med sine oprindelige placeringer, hvorved vi opnår en samlet 3. plads i stævnet."

"Dette betyder samtidig at Tarok bliver den samlede vinder af ikke bare Danish BigBoat Series, men også af den prestigefyldte Baltic Circuit i Tyskland, hvor Visione dermed rykker ned på en samlet 2. plads. Super resultat for for Tarok i 2012 som vi er rigtig glade for - også selv om det tog sin tid."

Imidlertid fastholder ledelsen hos Baltic Circuit, at det er Visione med Per Weiskvist der er vinderen af Baltic Circuit 2012. Det kan læses på Baltic Circuits hjemmeside.

Hvad skete der?

Historien handler om en protest, der blev lagt af Visione mod Tarok til Race Rigtig i oktober. Protesten gik i første omgang Tarok imod, der så valgte at appellere afgørelsen til Dansk Sejlunion. Dansk Sejlunion returnerer appellen til KDY d. 6. december, med følgende ordlyd:

Appel- og Regeludvalgets afgørelse:

Sagen returneres til fornyet behandling og afgørelse i protestkomitéen med ønske om afgørelse af protestens gyldighed.
Læs hele Appel- og Regeludvalgets skrift her

Flere målebreve

Dansk Sejlunions Appel- og Regeludvalg opsummerer historien således:

"Tarok var tilmeldt sejladsen med et DH-målebrev, hvoraf det fremgik, at båden sejlede med asymmetrisk spiler. Lørdag d. 13., formodentlig inden starten på 1. sejlads, indgav Tarok DEN 9503 en anmodning til kapsejladskomitéen om at måtte sejle med et DH-mål baseret på symmetrisk spiler. Denne anmodning blev skriftligt afvist af kapsejladskomitéen kl. 18 lørdag d. 13."

"Søndag d. 14., inden starten på dagens sejladser, indgav Visione DEN 1108 en protest mod Tarok DEN 9503 for at have sejlet med symmetrisk spiler i lørdagens sejladser. Denne protest blev behandlet efter søndagens sejladser og afgørelsen blev at Tarok DEN 9503 blev diskvalificeret for brud på RRS 2 (Fair sejlads. red.) i lørdagens tre sejladser. Denne afgørelse appellerede Tarok DEN 9503 til Dansk Sejlunion."

Uskønt forløb

KDY afgjorde altså i første omgang protesten til Visiones fordel. Afgørelsen appelleres til Dansk Sejlunion, der returnerer sagen til KDY, med pålæg om en fornyet protesthandling. At Dansk Sejlunion har givet Tarok/Erik Berth medhold i appellen passer altså ikke. Det er KDY der i genoptagelse af protesten giver Tarok medhold. Men det gør ikke Tarok til vinder af Baltic Circuit.

Man kan mene om afgørelsen hvad man vil, men imidlertid er der nogle forhold der ikke er kønne.

  • Hvorfor akcepterer KDY et testmålebrev, der er udstedt samme dag som kapsejladsen starter, når der står i Notice af Race stk. 5, at rating og certifikat skal være stævneledelsen i hænde ikke senere end 7 dage før første race?
  • Hvorfor lægger KDY ikke protesten selv, men overlader det til en af sejlerne?
  • Skal det til at være normal praksis, at man kan sejle med to forskellige målebreve efter forgodtbefindende? Med asymmetrisk spiler den ene dag og en symmetrisk dagen efter. Og slippe godt fra det?

Vi håber mange af vores kloge læsere, kan give svar på spørgsmålene.

content-loader
content-loader
content-loader