Chokstart i Kiel: Kerteminde-hold banker proffer i første sejlads i ORC-VM
Ker 11.3 båden, Visione, med Per Weiskvist som skipper og rorsmand, satte 59 både til vægs i første dyst. - Vi fandt farten, forklarer Weiskvist på vej ud til 62 sømils distancesejlads.
Der er en masse penge-sejlere ved ORC-VM, hvor 151 både kæmper, heraf 8 danske. Blandt andet en Farr 400 med Ulrikkeholm og Hestbæk, der sluttede helt fremme i deres gruppe.
Men endnu højere oppe ligger Per Weiskvist med Visione 3.1. En 35 fods båd, der viste sig at være lynhurtig. Båden kom nemlig først i mål i sin start med 30 både. Og i den anden start, der også tæller 30 både, vandt Kerteminde-båden på tid og på ORC-mål.
Holdets mål er at komme i Gold fleet på fredag, hvor de 30 bedste i gruppe B er med.
- Det var så en god dag for os. Vi fandt farten og tog de rigtige beslutninger, siger Per Weiskvist, hvor den kontante smed, Kim Haugaard, er taktiker.
Ny A-4 gennaker
Holdet har købt en ny A-4 gennaker hos Quantum Sails, ellers er der ikke sket meget for Kerteminde-båden, der vandt Palby Fyn Cup i år på DH-mål og kom først i Classic Fyn Rundt.
Men i Kiel er der noget mere modstand.
- Corby 38 og en Swan 45 med Peter de Ridder er favorit, Swanen er modificeret. Her er en masse America's Cup og Volvo Ocean Race-sejlere, så vi er godt tilfredse foreløbig, siger Per Weiskvist mens han sejler ud til banen i dag, der er en 62 sømils distance-sejlads.
På Weiskvists hold sejler også Jonas Bendixen, Caspar Larsen, Joachim Dichmann, Mads Groth, jakob Olesen, Jan Hansen, Jens Bjeldorf.
VM slutter på lørdag.

Der er bl.a. IMX 40, Xp44, Swan 45 og meget andet i gruppe B.

