Kom tættere på Line Just og Allan Nørregaard i Nacra 17
I dag begynder Nacra 17-klassens VM. Kommer der blæst i Santander er Line Just og Allan Nørregaard et godt bud på en dansk topplacering. Fire danske hold sejler VM. Interview.
33-årige Allan Nørregaard fra Kolding Sejlklub er en af Sejlerlandsholdets mest erfarne navne. Han har jagtet OL-kvalifikation i mere end ti år. Først i 49er, dernæst i Tornado og så igen i 49er op til OL i 2012.
Ved den sidste af de tre kampagner lykkedes det at kapre OL-billetten – sammen med Peter Lang. Og det hele blev kronet ved et mindeværdigt Medal Race, hvor OL-bronzen blev sikret med et vildt comeback på sidste krydsben.
Skulle ske noget nyt
For et år siden tog Kolding-sejleren hul på endnu en OL-kampagne. Denne gang i den nye OL-katamaran, Nacra 17, der sejles som mixklasse.
”Jeg følte, der skulle ske noget nyt. Nacra 17 er en båd med foils. Det er en sjov udfordring, som jeg ikke har prøvet før,” forklarer Allan Nørregaard, der sejler sammen med 24-årige Line Just fra Kaløvig.
Sejlads i Nacra 17 og 49er har mange ligheder, og da han samtidig har katamaranerfaring fra Tornadoen, var springet til den nye klasse ingen umulig opgave. Selv om mange af de udenlandske konkurrenter har sejlet Nacra i længere tid end Line og Allan, så har de i denne sæson formået at rykke helt tæt på de allerbedste i klassen.
En 2. plads ved Kieler Woche og en 4. plads ved EM viser, at de har potentialet til at gøre sig gældende.
Gode når det blæser
”Vi var selv overraskede over, at vi kunne være med fremme ved EM, hvor alle de bedste var med. Vi havde fordel af, at det var et blæsevejrsstævne. Vi er ret gode, når det blæser. Både fordi, vi er blandt de tungere besætninger, og fordi vi har en rimelig god boathandling,” forklarer Allan Nørregaard i en feature fra Dansk Sejlunion.
Line og Allan har opholdt sig en måneds tid i Santander som forberedelse til VM. Mest af alt har det handlet om at vænne sig til de store, dovne atlanterhavsbølger ud for VM-byen.
Svært VM
”Vi har brugt året fuldt ud på at være klar til VM. Jeg synes, vi er godt forberedte. Men det bliver et svært stævne. Der er ti OL-nationspladser i spil – og ved EM var de første ti både fra ti forskellige lande.”
”Skal vi sikre nationspladsen, skal vi placere os tæt på top-ti,” vurderer Nørregaard.
”Får vi blæsevejr, er chancerne gode. Bliver det let vind de fleste dage, er der flere, der kan være med, og mange af dem er lettere end os," siger han.
Fire danske besætninger
Foruden Line Just og Allan Nørregaard er der tre danske besætninger med i VM-feltet:
Lin Ea Cenholt/Søren Kristensen
Anette Viborg/Martin Hjortlund
Anne-Line Lyngsø/Mathias Borreskov
Der er planlagt 11 VM-sejladser i Nacra 17-klassen. Medal Race er på søndag den 21. september.