Wibroe hørte brag i køjen: Vi vidste vi sejlede over undersøiske bjerge

Peter Wibroe, 29-årig gast fra Team Vestas Wind forklarer om forliset i Det Indiske Ocean, hvor vennen Nicolai Sehested styrede Vestas på grund med 19 knob:

- Jeg lå nede i køjen og vågnede ved et kæmpe brag, jeg hører lyde jeg ikke ønsker at høre igen. Mediemanden Brian (Carlin) stod op da vi gik på grund og han bliver kastet frem. Jeg vidste ikke hvad der skete, troede det var riggen der var gået.

Jeg løber op på dækket og finder ud af hvor galt det er. Jeg gik op i shorts og t-shirt. Det var helt mørkt.

Vi prøver at sejle væk fra revet, efter at vi rammer på bagbord halse. Kølen var var helt ude i siden og vi rammer med daggerboardet først og det knækker.

Båd roterer om kølen

Da vi kort tid efter rammer med kølen roterer båden rundt om kølen op mod vinden. Lige efter kaster endnu en stor bølge os ind på revet. Og de to ror knækker og slår op i hækken og der er hul i hækken.

Strategien er derefter at vi vil prøve at komme væk, men vi sidder godt fast på revet. Og vi får en melding fra vores skipper (Chris Nicholson, red.) om at vi skal evakuere båden.

Vi prøver derefter at få kontrol på båden og vi tager sejlene ned og det var svært. Vi lavede en fejl at sejle på revet, men lavede på trods af den svære situation ikke flere fejl derefter. Vi formåede at have et godt samarbejde.

Vi fik lagt en plan for hvordan vi skulle evakuere båden og komme i land, vi smed to redningsflåder i vandet, den ene drev om på siden af revet, hvor der var roligt vand.

Bølgerne var store, da der forinden havde været en tropisk storm i området. Båden blev derfor hele tiden slået ind mod revet og det blæste omkring 9-10 m/sek. fra en vestlig retning.

Til sidst var vi drevet ind, så vi kun var få meter væk fra selve revet. Alle havde som noget af det første taget overlevelsesdragter på.

Og vi pakkede vand, mad og nødblus og andet til at tage med i redningsflåderne. Og vi prøvede at sikre elektronikken om bord så vi fortsat kunne anvende bådens kommunikationsudstyr, nødpumper osv.

Vi havde samtidig kommunikation med Alvimedica. Det var en enorm support for os, og hvis nogen faldt i så kunne de samle os op, hvis vi drev over mod dem, på den anden side af revet, hvor der var roligt.

I løbet af natten blev det mere og mere lavvandet. Alle var bevidste om situationen, men alle var meget fattet og konstruktive. Og det var meget på grund af vores skipper at vi klarede os godt. Det var fascinerende at se hvordan mange af de erfarne sejlere tacklede situationen.

Vi gik hurtigt fra racemode til survival-mode, for at redde os selv. Vi forberedte os på at folk skulle af båden en efter en og vi øvede timing og kommunikation, problemet var at man kunne ramme en klippe, hvis bølgerne kastede os rundt.

Pludselig lagde båden sig mere om mere ned. Og vi tænkte at den kunne vælte helt rundt og gå helt i stykker, så det sikreste var at forlade båden og der var det stadig mørkt.

Yngste først i redningsflåde

En efter en forlod vi båden og løb ind på revet Først var det Tom Johnson og derefter vagtkaptajnen ”Salty”. Nicolai og jeg kom af som nummer tre og fire. Alle er nummereret på båden.

Efter alle var kommet op på revet kunne vi alle ni personer sejle væk fra revet, på den rolige side, hvorefter at vi efter en time blev samlet op og sejlet hen til den lille ø, Íle du Sud, hvor fem fiskere boede på øen.

Her var der senge til os. De var vant til at der kom fiskere og overnattede. Vi fik lidt rom på øen og vi kunne stille og roligt tale om hvad der var sket.

Alle var enormt rørte, vi har hele vejen igennem været et tæt hold, som en lille familie.

Det der var sket med grundstødningen skulle ikke være sket, det var en menneskelig fejl. Men det er en så ekstrem sejlads, fysisk og psykisk, og det gør at der kan ske fejl. Og stormen forinden havde ikke gjort det nemmere.

Vi vidste at vi sejlede over nogle undersøiske bjerge, men troede at der ikke ville blive lavere end 40 meter. Havde vi zoomet endnu længere ind på området ville vi have set revet, men det blev ikke gjort i øjeblikket.

Meget dansk at der skal rulle hoveder 

På holdet har der ikke været bebrejdelser og det behøver der heller ikke være. Det er meget dansk at der skal rulle hoveder, men sådan tænker vi ikke. Jeg har fuld tillid til alle på holdet og i første omgang kigger vi fremad og ser på mulighederne for at komme tilbage i racet.

Selvfølgelig bliver situationen evalueret på alle tænkelige måder, så lignende situationer undgås i fremtiden, og så sikkerhedsudstyr, kommunikationsprocesser osv tilsvarende bliver optimeret.

VOR har iværksat en uafhængig udarbejdelse af en rapport omkring hændelsesforløbet, hvor vores hold selvfølgelig bidrager med hvad vi kan.

Vi var på øen, Íle du Sud, i to døgn og det var godt for os, at vi kunne reflektere over hvad vi havde været ude for.

Det var en god måde at komme tilbage til virkeligheden på. Jeg ser ikke tilbage på grundstødningen som en traumatisk oplevelse, for redningsaktionen var så struktureret.

Jeg håber vi kommer tilbage i sejladsen, jeg ved at Vestas vil gøre alt for at det sker, forklarer Peter Wibroe til minbaad.dk.

Sejlerne havde 48 timer til at tale ud om tingene på en næsten øde ø. Foto: Brian Carlin

Fiskere havde senge og rom til Vestas-holdet på øen Íle du Sud. Foto: Brian Carlin

Fra højre ses Chris Nicholson, Nicolai Sehested og Peter Wibroe. Foto: Brian Carlin