Topsejler Lars Hendriksen vil sejle Sjælland Rundt i tur-mode
Lars Hendriksen, meget vindende Dragesejler, vil til juni prøve Sjælland Rundt igen. Det sker efter han sejlede ØRC med sin søn og hans ven, Lucas. Turen bliver i en Walsted havkrydser fra 1965.
Lars Hendriksen har deltaget i Sjælland Rundt mange gange. Første gang var som 6 årig i 1972 i hans morfar´s Nimbus 28. Lars husker specielt starten meget klart:
- Det var skide uhyggeligt i starten, alle råbte og skreg på bådene omkring os og spillene larmede helt ud i forskibet hvor jeg lå og gemte mig med en pude over hovedet. Jeg deltog derefter som mindstemand på min fars Vega som blev skiftet til en Ballade og til sidst på en Kings Cruiser 33. Det sluttede da jeg blev “seriøs i optimisten” og min far gik over til en NautiCat 33.
For 15 år siden deltog Lars i en Drage og havde ambitioner om at slå Axel Holms gamle rekord fra 1961 på 34 timer og 44 minutter. Desværre var vinden let og de blev taget for en tyvstart!
Senest deltog han i HIQ Trimaranen for nogle år siden, hvor de blandt andet lavede en såkaldt nose dive i starten, men fuldførte i ny rekordtid på den store bane.
Synes godt om Sjælland Rundt relancering
- Jeg har fulgt lidt med i relanceringen af Sjælland Rundt og synes det er en god idé, samtidigt er jeg opmuntret efter at have deltaget to gange i ØRC (tursejlads fra Hellerup til Malmø, red.) med min søn Carl og hans ven Lucas., siger han og forklarer videre:
- Jeg har fundet ud af at “hardcore” kapsejlads ikke er noget der tænder drengene, men gode oplevelser på vandet gør. Jeg har fortalt min søn om SR og han synes det lyder spændende, så jeg vil gerne give ham og min øvrige besætning og mig selv den helt specielle oplevelse det er at sejle SR.
- Vi deltager i min båd Bonito der jo slet ikke er en kapsejladsbåd (En Walsted havkrydser fra 1965) men mere en cruising båd, men det gør turen mere behagelig og vi skal nok finde nogle i nærheden vi kan sejle imod. Resultatlisten i sig selv er ikke så vigtig, det der med målregler har aldrig interesseret mig og jeg tror ikke på dem. Kapsejlads skal sejles i One design både!, siger Lars Hendriksen.
To døgn, mere eller mindre
- Min forventning til sejladsen er at få en på opleveren, at sejle nonstop i næsten to døgn er specielt, det er spændende og udfordrende at komme lidt ud af komfort zone og sjovt at sejle turen sammen som et team, siger Rungsted-sejleren og forklarer videre.
Og man behøver ikke at ligge forrest.
- At sejle alene rundt i front som vi gjorde med den store trimaran, er selvfølgelig en præstation, men egentligt er det sjovere at sejle rundt i kontakt med nogle andre både i nærheden og opleve den intense følelse der er ved at forsøge at matche båden ved siden af. Om nogle målregler, så siger om den ene eller den anden har vundet er egentligt irrelevant, siger han
Praktiske forberedelser
- Forberedelserne bliver mest praktiske, sørge for at båden er i orden og klar, sørge for god proviantering og så ellers bare at komme afsted. Manøvre og navigation tager vi som det kommer.
Sjælland Rundt starter torsdag den 25. juni 2015 - og I kan allerede nu tilmelde jer på sjaellandrundt.dk ligesom du kan følge historier om sejladsen på vores Facebook side, www.facebook.dk/sjaellandrundt.
- Alle der kan og vil sejle er velkomne, shorthanded, med fuld besætning, racing eller cruising, enkelt skrog eller flere skrog. Tag udfordringen op, du vil ikke fortryde det, fortæller Morten Lorenzen fra Helsingør Sejlklub.
Lars Hendriksen sejler Bonito, der ikke er en kapsejladsbåd. Det er en Walsted havkrydser fra 1965.