Gamle mænd sejler singlehand
For første gang har Sjælland Rundt satset på et singlehand-felt. I alt seks herrer har valgt at udfordre sig selv og sejle singlehand. Den ældste fylder 67 i dag.
Erik Venøbo fra Bønnerup er 55 og sejler en 34 fods one-off (3/4 tonner), Lipstick. Erik sejler ikke Sjælland Rundt singlehand for at vinde (selv om det ku' være rart) men for at bevise for sig selv, at han kan.
- Det er et lærestykke i selvdisciplin, siger han. – Gamle mænd køber enten en motorcykel eller sejler Sjælland Rundt singlehand.
Spilersætning smadrede skulder
Erik har en dårlig skulder fra sine mange år som fisker, og har derfor indrettet båden så det meste passer til den dårlige skulder, og kan betjenes fra cockpittet. Ikke desto mindre fik skulderen et skrub under en spilersætning i den første time af sejladsen, og skulderen blev overanstrengt.
- Jeg måtte sgu sætte autostyreren til, og lægge mig lidt ned og hvile mig, siger Erik, men det går allerede langt bedre.
Aftensmaden stod på Cupnoodles, der ikke kan betegnes som en større kulinarisk nydelse, men med Eriks ord:
– Det kan også blive for nemt. Det lugtede da af kylling, men jeg ku’ ikke finde den.
Fødselsdag i dag
Niels Thomsen fra Hou kan fejre sin 67 års fødselsdag på Tustinne, en Scanmar 33. Han deltog også i Silverrudder 2013, og ligger nu ved Røsnæs. Tillykke til Niels!
Ole Jessen fra Lynetten er 59 år og sejler en Dehler 34. Han har netop rundet Røsnæs. Den ambitiøse sejler, der har adskillige singehand- og doublehand-sejre bag sig, ligger fint med i toppen af singlehandfeltet.
De øvrige tre singlehandsejlere er Ole Smed Rasmussen fra Juelsminde i Magic Maestro, Henrik Boye Petersen i Legolas fra Kerteminde og Bo Skaaning fra KDY i Dawn, en 48 fods carbonbåd.
Den forkerte start
I øvrigt så det ud til at, Bo Skaaning valgte at starte i løbet umiddelbart før singlehandsejlerne, hvilket gør, at han får et klækkeligt tidstillæg på 1-2 timer ifølge sejladsbestemmelser, siger Kim Dragstrup fra Helsingør Amatør Sejlklub, der arrangerer Sjælland Rundt.
Det går fremad
Minbaad.dk snakkede med flere fra løbsledelsen i går aftes, og de var alle glade for at Sjælland Rundt-sejladsen igen er i fremgang. Med 51 både er deltagelsen øget betragteligt i forhold til sidste års deltagerantal på 30 både.
Følg med live i sejladsen på TracTrac.
Læs mere om Sjælland Rundt, se deltagerlister etc. her.