Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
21-årige Marie Thusgaard, tv., og den et år ældre rorsmand Ida Marie Baad har taget den danske sportsverden med storm. Foto: Privat/facebook

Baad og Thusgaard modtager 100.000 kr. efter kåring som Årets Fund af Politiken

De århusianske 49erFXere vinder Danmarks ældste idrætspris efter en sæson, hvor de både genvandt EM og fik sølvmedaljer ved VM.

Af Troels Lykke |

Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen var overraskede over at vinde prisen foran fodboldlandsholdets Pierre Emile Højbjerg.

»Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive os«, forklarede Ida Marie Baad Nielsen i et efterfølgende interview, inden sejlmakkeren overtog.

»Så bliver vi sat i kategori med en række store sportsnavne, der har vundet gennem årene«, sagde Marie Thusgaard Olsen til Politiken.

Sejlerne vandt 100.000 kroner, de vil bruge på deres sport. Blandt andet til udstyr og rejser.

22-årige Ida Marie Baad, fortalte at deres sejlkampagne koster rigtigt mange penge, og at de altid kan bruge flere penge.

Læs også Politikens artikel: Sølvvinderne fra VM skal bare lære at sejle kapsejlads

Det er 76. gang, talentprisen Årets Fund bliver uddelt.

Kåringen af Årets Fund kommer til udtryk i point uddelt af Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark samt Politikens chefredaktion, sportsredaktør og sportsredaktion.

Vinder med maksimum point

I komiteen er der fuldstændig enighed om, hvem der står bag det største gennembrud i dansk idræt i løbet af 2014, så Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen vinder prisen med maksimumpoint med fodboldspilleren Pierre Emile Højbjerg og cykelrytteren Casper Pedersen på de efterfølgende pladser i den endelige rangering af de 10 nominerede, skriver Politiken.

Sejlere der før har været Årets Fund:
Jonas Høgh-Christensen (2003)
Kristine Roug (1994)
Dorte O. Jensen (1991)
Stig Vestergaard (1986)
Lasse Hjortnæs (1977)

Sejlerne ses her i Santander ved VM, som de førte hele ugen, men i medal race blev de slået efter de havde ført finalesejladsen. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader