Gå til hoved-indhold
Tur
Capibara for anker uden for Green Turtle Cay. Foto: Signe Storr

Signe: Tilbage i komfortzonen med en motor

Nu er det endelig lykkedes os at finde en starter og vende tilbage til det lidt mere komfortable sejlerliv, fortæller Signe Storr.

 

Af Signe Storr |

Den første sommer Henrik og jeg sejlede sammen, lå vi på et tidspunkt på en ankerplads syd for Ibiza. En eftermiddag kom en lille sejlbåd ind på ankerpladsen for sejl. De kastede anker og bakkede derefter for sejlet. 

Da de var færdige med at pakke sejlene ned, sænkede de en gammel jolle i vandet og tre mænd, jeg gættede på en far og to sønner, klemte sig herefter ned i jollen og roede i land. Jeg fulgte fascineret med - dog uden at være misundelig! 

De tre mænd i jollen har jeg i de sidste uger skænket mange tanker. Jeg har spekuleret på, hvordan andre mon har fulgt med i vores ankomst for sejl. 

”Den rigtige måde at sejle på”
En veninde foreslog mig, at Henrik havde saboteret starteren med vilje for at omdanne mig til en puritansk sejler. 

Både dengang og nu føler jeg mig dog ganske tilstrækkelig spartansk og i pagt med naturen, selvom vi har en indenbords og en udenbordsmotor! 

Der er dog ingen tvivl om, at Henrik har syntes, at dette har været ”den rigtige” måde at sejle på. Det er også den holdning, der har mødt os rundt på ankerpladserne. 

Vi oplevede endda en morgen, at en sejlbåd, som vi har set på flere ankerpladser, også forlod ankerpladsen for sejl! 

Tilbage til det komfortable sejlerliv
Nu er det dog endelig lykkedes os at finde en starter og vende tilbage til det lidt mere komfortable sejlerliv. 

I Green Turtle Cay i den nordlige del af Abacos fik vi med nogle venners hjælp fat i the-go-to-guy, når man vil bestille en starter. Den blev fløjet ind fra Fort Lauderdale samme dag. Det bedste af det hele er, at den virker! 

Ugerne uden motor har dog givet os stof til eftertanke. Vi har ikke kunnet regne med at komme fra A til B med en forventet hastighed, og vi har derfor haft nogle hyggelige sejladser mellem ankerpladserne, som vi sikkert ellers ville have taget for motor.

I let vind har vi haft sejladser, som man ser i film: Fladt vand og ingen hældning. 

Vi har kun manglet at drikke hvidvin og spise østers, og at Henrik derefter havde lænet sig tilbage og sunget en sang! (Hvilket han tilbød, da jeg nævnte det, men som jeg venligt afslog, da jeg har hørt hans forsøg på at spille guitar). 

Mindre bekymring
Nu hvor vi har fået en motor igen, er vi dog også blevet mindre bekymrede. Vi ved, at vi kan komme hurtigt væk fra en ankerplads, og at vi behøver ikke meget plads. 

Vi kan lade vores batterier, så vi ikke behøver at være fuldstændigt hysteriske med vores strømforbrug. Vi er også mindre afhængige af vejret, da vi kan flytte os uanset vindretning og styrke. 

Vi er i hvert fald begge enige om, at en motor er rigtig dejlig at have – også selvom vi gerne skal bruge den så lidt som muligt!

Island Roots Festival bød om aftenen på et forrygende optog afholdt af gymnasiet på hovedøen

Endelig en ny starter – og den kunne endda starte motoren! 

New Plymouth på Green Turtle Cay er en lille hyggelig by med alt det, man har brug for som gæst: Et supermarked, en hardware forretning, en vinforretning og et par barer 

Hver torsdag kommer der varer til øen. De bliver afsat på kajen, og folk kan derefter komme og hente det, de har bestilt

Vi kom til Green Turte Cay i det nordlige Bahamas, netop som de afholdte deres årlige Island Roots Heritage Festival. Det lignede dog til forveksling min hjemstavns Sildefest dog minus radiobiler og med lidt mere eksotisk musik! 

content-loader
content-loader
content-loader