Gå til hoved-indhold
Dansk Sejlunion havde en gigantisk stor stand på Boat Show i Fredericia, hvor de unge kunne tjekke deres udholdenhed. Foto: Troels LykkeSejlklubber
Dansk Sejlunion havde en gigantisk stor stand på Boat Show i Fredericia, hvor de unge kunne tjekke deres udholdenhed. Foto: Troels Lykke

Pænt overskud i Dansk Sejlunion trods dyrt VM

Dansk Sejlunions årsregnskab for 2014 viser et overskud på 525.000 kr. Beløbet er 250.000 kr. højere end det budgetterede bundlinjeresultat på 275.000 kr.

Af Troels Lykke |

”Jeg er glad for, at vi for andet år i træk får et resultat, der er klart bedre end forventet. Vi har brugt mange kræfter på at optimere Dansk Sejlunions løbende drift. Det høster vi resultaterne af nu, og det er helt afgørende i en tid, hvor vi har udfordringer med faldende medlemstal,” siger Dansk Sejlunions formand Hans Natorp.

En generel stram styring og optimering har især inden for administration, IT og kommunikation medført lavere omkostninger i 2014 på tilsammen cirka 1,5 mio. kr. Det er blandt andet kontordrift og Dansk Sejlunions samarbejde med DIF foruden et snævert fokus på få prioriterede IT-projekter, der har givet besparelser.  

Alene inden for kommunikation er Dansk Sejlunions omkostninger optimeret med i alt 600.000 kr. primært hentet gennem besparelser på distribution, portoudgifter og et lavt forbrug af eksterne leverandører på medlemsbladet SEJLER.

VM-satsning kostede ekstra

På især to områder var udgifterne i 2014 højere end budgetteret. Elite- og talentområdet havde et netto merforbrug på 820.000 kr.

Et højt aktivitetsniveau blandt sejlere og trænere samt indkøb og reparationer af grej har krævet udgifter – som til gengæld har lønnet sig i form af toppræstationer ved VM og uventet mange klasser, der tidligt har kvalificeret sig til OL i Rio.

”Vi har satset målrettet på at være godt forberedt til ISAF VM. Det kostede ekstra og gav flotte resultater. Vi kan nu i god tid fokusere på Rio frem for at bruge ressourcer på at kvalificere os,” siger Hans Natorp videre i pressemeddelelsen fra Dansk Sejlunion.

Sejlsportsligaen kostede 397.000 kr.

Sejlsportsligaen havde opstart i 2014, det gav et merforbrug på 397.000 kr.

”Sejlsportsligaen har fået et fantastisk afsæt med engagerede sejlere og ny dynamik i dansk sejlsport. Vi har investeret i at starte ligaen op, og der er nogle erfaringer, som både Dansk Sejlunion og ligaklubberne har skullet høste i første sæson. Fra 2015 bliver ligaen, der nu har to divisioner, organiseret med Ligaforeningen og klubberne i mere aktive driftsroller,” siger Natorp.

På sejladsområdet viser årsregnskabet et forbrug på 952.000 kr. mindre end budgetteret. Den største post er 500.000 kr. til ATK-implementering i klubberne. En udfordring med at rekruttere trænerkompetencer har betydet, at projektet er udskudt til 2015, hvor bevillingen uændret er til rådighed.

”Inden for sejladsområdet opretholder vi samme aktivitetsniveau som hidtil. Visse opgaver flytter fra 2014 til 2015, og det spiller også ind, at DIF har friholdt os for en forventet udgift på 200.000 kr. til undersøgelsen Havets Motionister, som er i gang i øjeblikket,” siger Natorp.    

Stærkt udgangspunkt

”Samlet set har Dansk Sejlunion et stærkt udgangspunkt for de kommende års udfordringer. Vi har en stærk økonomi, en optimeret drift og en række strategiske og prioriterede udviklingsprojekter, som vi har stor tiltro til på vegne af klubber og sejlere i Danmark,” konkluderer Hans Natorp.

Med overskuddet på 525.000 kr. er Dansk Sejlunions egenkapital ved udgangen af 2014 på i alt 3,6 mio. kr. Overskuddet fra 2014 vil i 2015-16 blive investeret i et nyt brandingprojekt, der skal styrke Dansk Sejlunions muligheder for at tiltrække nye samarbejdspartnere og bane vej for øgede indtægter.

Investeringen er nødvendig i forhold til Dansk Sejlunions ambitioner om at opretholde et højt aktivitetsniveau og samtidig sikre fremtidig udvikling i dansk sejlsport.   

Læs årsrapport her: www.sejlsport.dk/media/498387/ds_aarsrapport_2014.pdf

content-loader
content-loader
content-loader