Gå til hoved-indhold
Christian Thomsen, th. med gasterne Kristian Hansen og Claus Skov Nielsen på Kolding-båden Stampe blev behørigt smidt i vandet. Foto: Hans FriisKapsejlads
Christian Thomsen, th. med gasterne Kristian Hansen og Claus Skov Nielsen på Kolding-båden Stampe blev behørigt smidt i vandet. Foto: Hans Friis

Folkebåd: Thomsen tog DM-guld for fjerde gang i træk

Kolding-båd med Christian Thomsen, Hansen og Nielsen vandt i Hejlsminde i Lillebælt, hvor 18 m/sek. gav to brækkede master, en brækket bom og flere alvorlige kollisioner.

Af Troels Lykke |

Danmarksmesterskabet i Folkebåd blev et tæt løb mellem Christian Thomsen med gasterne Kristian Hansen og Claus Skov Nielsen på Kolding-båden Stampe, DEN 703, og Søren Kæstel, Hellerup, med gasterne Erik Andersen og Alex Lindegaard på DEN 873 Cirkeline, som endte a point efter seks sejladser.

Thomsen trak det længste strå, og dermed blev det fjerde gang i træk, at Kolding-besætningen tog sejren i den populære klassebåd. Kerteminde-båden Geppeline med Per Buch, Hans Schultz og Per Puch fik bronze. Det fortæller Folkebåds-klubben.

Stævnet var åbent for udenlandsk deltagelse, men desværre var ingen tyske både dukket op, da et andet stort folkebådsstævne, Guldpokalen, den efterfølgende uge skulle afvikles i Warnemünde.

Til gengæld var to finske besætninger til start, hvoraf især Herman Saari på La Pampri FIN 348 sejlede rigtig stærkt, tog tredjepladsen og endte selve stævnet som nummer tre.

To brækkede master

Vejret gav store udfordringer for både sejlere og de to arrangører Hejlsminde Bådelaug og Kolding Sejlklub med 12-15 m/s onsdag og op til 18 m/s i stødene, hvilket resulterede i bl.a. to brækkede master, en brækket bom og flere alvorlige kollisioner.

Torsdag måtte sejladserne helt aflyses, mens det fredag lykkedes de hårdt prøvede arrangører med baneleder Thomas Jørgensen i spidsen at afvikle yderligere tre sejladser i cirka 12 m/s.

Lørdag var vinden til gengæld helt forsvundet, og kun en enkelt sejlads kunne gennemføres, da 7. sejlads måtte skydes af.

Årets banan gik til Kerteminde-hold

”Årets banan” blev overrakt af Folkebådsklubbens formand Ditte Andreasen til Per Buch og besætning for bl.a. at have sat en solid føring over styr i 1. sejlads, hvor Kerteminde-besætningen fik det meste af førerfeltet til på andet opkryds at forsejle sig med flere minutter i de vanskelige forhold, hvor topmærket var endog meget vanskeligt af få øje på.

Se flere fotos af Hans Friis fra DM i Folkebåd - se resultater, bemærk dog at der er er byttet om på nummer et og to.

content-loader
content-loader
content-loader