Gå til hoved-indhold
Anne-Marie Rindom snuppede en flot guldmedalje til VM i Laser Radial. Foto: Dansk SejlunionKapsejlads
Anne-Marie Rindom snuppede en flot guldmedalje til VM i Laser Radial. Foto: Dansk Sejlunion

Sejlsport er DK's næstbedste OL-idræt

Med 22 placeringspoint er sejlsport næstbedste danske OL-disciplin i 2015, kun overgået af svømning. Her har Rindoms VM-guld bidraget med otte point til regnskabet.

Af Sara Sulkjær |

Team Danmark har netop opgjort resultater fra sportsåret 2015. Her er det tydeligt, at de danske atleter klarer sig godt i vandet. 

Det er nemlig svømning og sejlsport, der snupper de to øverste placeringer med henholdsvis 31 og 22 placeringspoint. Point, som er givet efter antal top-8 VM-placeringer i det forgange år. 

Fem top-8

Her har sejlsporten fem pointgivende VM-placeringer i bagagen, hvor særligt Anne Marie Rindoms VM-guld i Laser Radial rykker i klassementet med otte point. 

Samtidig giver Ida Marie Baad og Marie Thusgaards VM-bronxe i 49erFX fem placeringspoint, mens Jena og Katjas 4. plads i samme bådtype giver fire point.

Derudover sejler Anne-Julie og Maiken Schütt sig til to point for en 7. plads, ligeledes i 49erFX, mens Nacra-sejlerne Allan Nørgaard og Anette Viborg henter et enkelt point for deres 8. plads.

- Sejlernes 22 placeringspoint er ét point mere end i 2014, hvor sejlsporten toppede Team Danmark-opgørelsen foran badminton (2014 var ikke VM-år i svømning), oplyser Sejlerlandsholdet på deres facebookside

Danmark på 5. plads

Det er dog ikke kun sejlsporten, der har gjort fremskridt i det forgangne år. Ser man på det danske sportsår sammenlagt, er målsætningen nemlig for længst nået.

- Regner man året ud i top-8 placeringer ved VM i OL-disciplinerne, giver det 137 placeringspoint, og dermed overgår sportsåret målsætningen på 111 point, skriver Team Danmark i en pressemeddelelse. 

Med de 137 point snupper Danmark samtidig en 5. plads blandt nationerne under 10 millioner indbyggere. 

Læs mere her.

content-loader
content-loader
content-loader