Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jonas Warrer prøver nu med 3. gast på tre år. Foto: Troels Lykke

Warrer fyrede Thomsen: Samarbejde var problematisk

- Det var min beslutning, at afbryde samarbejdet. Jeg kunne ikke se, at vi kunne fortsætte. Samarbejdet var problematisk og det påvirkede stemningen og humøret, siger Warrer til DR.

Af Troels Lykke |

Jonas Warrer kunne ikke med Peter Lang. Han kunne heller ikke med Anders Thomsen og nu prøver den 36-årige OL-guldvinder fra 2008 med Christian Peter Lübeck, som også går for at være en supergast i 49er-klassen, efter han i flere år sejlede med sin lillebror, Emil.

De to sejlere Warrer og Thomsen kunne ikke få det til fungere indbyrdes, og så traf Jonas Warrer den svære beslutning.

- Det var min beslutning, at afbryde samarbejdet. Jeg kunne ikke se, at vi kunne fortsætte. Samarbejdet var problematisk og det påvirkede stemningen og humøret. Hvis jeg skulle lave et godt resultat ved OL, som er mit store mål, så var der nødt til at ske noget, lyder forklaringen fra Jonas Warrer.

Warrer er godt klar over, at tidspunktet for skiftet langt fra er optimalt.

- Vi har virkelig prøvet at samarbejdet til at fungere. Derfor er der nok også gået lidt længere tid, end hvad der havde været smartest.

- Det er en kontroversiel beslutning. Jeg er jo den eneste der ved, hvad der fungerer for mig og hvad der skal til for at jeg kan præstere. Derfor har jeg været nødt til at træffe denne beslutning. Jeg tager ikke til OL for bare at være med. Jeg tager til OL for at vinde en medalje. Og helst af guld, siger han til dr.dk.

Thomsen: Det skal Warrer svare på

Anders Thomsen forklarer til dr.dk:

- Det er Jonas’ valg at stoppe. Det er ham, der egentlig bør besvare spørgsmålet. Vi har haft nogle udfordringer, men jeg er ærgerlig over situationen, fortæller Anders Thomsen uden at gå i detaljer med, hvad udfordringerne konkret har været.

- Jonas gav mig beskeden, da vi kom hjem fra VM i Clearwater i USA tidligere i februar. Den endelige beslutning blev så truffet af Dansk Sejlunion op til weekenden.

Kilde: dr.dk

content-loader
content-loader
content-loader