Gå til hoved-indhold
Det er planen, at Ungdomsnetværket fremover skal overtage "Uge 29 Ungdomscruise". Foto: PrivatfotoKort Nyt
Det er planen, at Ungdomsnetværket fremover skal overtage "Uge 29 Ungdomscruise". Foto: Privatfoto

Ungdomsnetværket genoplives – også for 50-årige

Det faldende antal ungdomssejlere skal vendes. DS' Ungdomsnetværk vil nu udvikle strategier, som skal rekruttere og fastholde unge sejlere. Bestyrelse vælges på klubkonferencen.

Af Sara Sulkjær |

Kun et par hundrede ungdomssejlere på hver årgang i aldersgruppen 14 til 25 år. Sådan lyder statistikken, som Dansk Sejlunions Ungdomsnetværk nu vil ændre på. 

Et netværk med det primære formål at udvikle strategier, som kan fastholde og rekruttere de unge sejlere. Og til det er der brug for folk i alle aldre:

- Vi håber på en blandet skare, så vi ikke pludselig står med ti unge eller ti ungdomsledere på 50. Det ser vi, som en af de vigtigste ting. På den måde kan vi belyse problemstillingerne forskelligt, fortæller 22-årige Frida Hangel, som siden april har siddet med i arbejdsgruppen. 

Skal finde den magiske nøgle 

Ungdomsnetværket har længe ligget i dvale, men har siden DS’ generalforsamling i april fået kunstigt åndedræt og skal nu for alvor vækkes til live på weekendens klubkonference.

Opskriften på et godt Ungdomsnetværk er derfor endnu ikke skrevet. Blot de foreløbige planer for, hvordan de unge sejlere skal rekrutteres og fastholdes ligger klar: 

- Vi vil se på, hvad der gøres i de klubber, hvor man har formået at finde ’the magic touch’ for at få unge til at blive og engagere sig i klubben, så de ikke stopper med at sejle, når de bliver 15, fortæller Frida Hangel til minbaad.dk. 

Ud fra dette vil Ungdomsnetværket lave en sammenfatning og derigennem forhåbentligt finde den magiske nøgle, der kan fastholde de unge i sejlsporten. 

Kan arbejde med specifikt område 

Selvom det ikke indtager førstepladsen, har det sociale dog ligeledes en plads i Ungdomsnetværket. Her er det tanken, at netværket hvert år skal stå bag tre events for unge sejlere, hvilket skal være med til at fremme fællesskabet på tværs af sejlklubberne. 

Også sommerens ”Uge 29 Sommercruise” er det planen, at netværket skal overtage. 

For medlemmerne vil der være rig mulighed for at bidrage til disse events samt den øvrige strategiudvikling. Her kan man nemlig, når man melder sig ind i netværket, tilføje, at man gerne vil snakke med om et specifikt emne. 

- Hvis man ikke vil i bestyrelsen, men har interesse i at arbejde med et bestemt fokusområde eller bidrage til et event, kan man være med i en arbejdsgruppe, forklarer Frida Hangel. 

Skal du i bestyrelsen?

Inden alt dette skal dog nedsættes en bestyrelse på fem, som vælges lørdag på klubkonferencen. Her opfodrer Frida Hangel deltagerne til at overveje, om det mon er dem, der skal stille op til en bestyrelsespost. 

Hvis hele arbejdsgruppen, som blev sammensat i april, bliver valgt ind, vil der nemlig endnu mangle bestyrelsesmedlemmer om bordet. 

Læs mere om klubkonferencen her.

content-loader
content-loader
content-loader