Elvstrøm Sails forenes - stort ønske for Paul Elvstrøm
Elvstrøm Sails A/S har overtaget alle aktiviteterne i sit franske søsterselskab, som Paul Elvstrøm drømte om, da han levede. Dermed er selskabet blandt verdens største sejlmagere.
Det er det franske søsterselskab, herunder alle dets medarbejdere, der overtages af Elvstrøm Sails A/S med virkning fra 28. august.
- Vi ved, at denne genforening var et stort ønske fra Paul Elvstrøm. Det glæder os, at den nu er en realitet, og når vi med fuld kraft starter på vores nye rejse sammen med vores kollegaer i Frankrig, ved vi, at vores oprindelige grundlægger, Paul Elvstrøm ville have sat pris på det, siger Niels Bjerregaard, adm. direktør for Elvstrøm Sails A/S.
Franskmændene også begejstrede
Dermed står Elvstrøm Sails stærkt i konkurrencen med de øvrige sejlmagere på det internationale marked:
- Med den knowhow, det produktsortiment, det ekstremt stærke brand og de meget erfarne medarbejdere er vi godt positioneret til at fortsætte den positive udvikling, vi har set over de seneste år, mener Niels Bjerregaard.