Gå til hoved-indhold
Vinder Arcona 380 også Stelton Cup på søndag i Vedbæk? PR-fotoKapsejlads
Vinder Arcona 380 også Stelton Cup på søndag i Vedbæk? PR-foto

Arcona 380 vandt Gotland Rundt - nu med i Stelton Cup

Importør af svenske Arcona, Skovgaard-Mortensen fra Hundige, stiller op i Stelton Cup søndag 1. oktober i Vedbæk. Du kan komme om bord i båden i Skovshoved i morgen og fredag.

Af Troels Lykke |

Arcona Yachts i Sverige indrømmer åbent overfor minbaad.dk, at firmaet skeler meget til de danske X-Yachts-både, og ligheden med Arcona 380 og X-Yachts Xp38 er da også slående. Det har flere sejlsportsjournalister allerede været fremme med.

Arcona 380’eren er en anelse mere konservativ – man bruger f.eks. ikke kulfiberramme til at støtte køl og mast, men en 2,5 meter langsgående stålramme, der skal kunne klare selv de hårdeste grundstødninger, uden at der sker strukturel skade på skroget, når kølens bagside løfter sig, hvis den giver et hårdt smækkys til en svensk klippe.

Folk slår sig - ikke båden

- Det er mere folkene om bord, der slår sig, når båden stopper, siger den svenske direktør og ejer af Arcona Yachts i Stockholm, Torgny Jansson.

Da vi sejlede båden i Stockholm var farten mellem 7,2 og 7,6 knob på kryds, og Arconaen kunne styres med to fingre, så god balance var den i.

Kom der mere vind, accelererede båden, der bliver en hård konkurrent til bl.a. Xp38 og Dehler 38. Både, som er lidt tungere end den svenske båd, der er bygget i Estland, der har en god og lang bådebyggertradition.

Let uden innerliner

Arcona 380’erens skrog er således vakuumstøbt i vinylester, der er et stærkere bindemiddel i glasfiberen end polyester.

Samtidig bruges multiaxiale glasfibermåtter, der er mere komplette og kræver mindre vinylester – deraf kommer en vægtbesparelse.

Arcona 380’eren har som Swan-bådene heller ikke en skroginnerliner, der er med til at gøre båden tungere. Xp38'erens skroginnerliner gør dog ikke båden tungere i bunden af båden, men stiver blot skroget af, oplyser X-Yachts.

Se den i Skovshoved

Nu kan du se båden for første gang i dansk farvand. Det sker nemlig søndag 1. oktober ud for Vedbæk i Stelton Cup.

Dansk Sejlunion har rykket hurtigt og skal måle båden ind, så den er klar til Stelton Cup i Vedbæk.

Men allerede i morgen og fredag kan du i Skovshoved Havn komme om bord på Arcona 380eren, der blev bygget i 2014, men som netop har vundet Gotland Rundt over alt. Ring til Ove Skovgaard-Mortensen og lav aftale på mobil 4015-3661.

Arcona 380

Design: Stefan Qviberg (skrog) og Torgny Jansson, (dæk og kahyt)

Længde: 11,28 m

Dybgang standard: 2,10 m

Vægt: 6,80 ton

Kølvægt: 2,40 ton

Storsejl: 47,50 kvm

Fok: 39,00 kvm

Spiler: 138,00 kvm

Vandtank: 200 l

Dieseltank: 80 l

Motor: Yanmar 30 hk

CE-mærkning: Certifikat A

Pris standard: 2,1 mio. kr.

Forhandler: www.skovgaard-mortensen.dk

Værft: Arcona Yachts, Sverige

Troels Lykke fra minbaad.dk står her ved det danske Jefa-rat i 2014. Vi sejlede 7,3 knob på kryds. Arcona 380 er i en fantastisk balance. I pustene måtte vi hive godt og grundigt i hækstaget for at få luften ud af Ullman-sejlene. 

content-loader
content-loader
content-loader