Gå til hoved-indhold
Jørgen Ring og gaster ombord på Rings Yngling 'Yeti' under kapsejlads i Holland i 2014. Foto: PrivatfotoSejlklubber
Jørgen Ring og gaster ombord på Rings Yngling 'Yeti' under kapsejlads i Holland i 2014. Foto: Privatfoto

Klassetjek: Ynglingen som OL-båd gav færre medlemmer

Ynglingen på OL-programmet blev ikke en succes i Danmark. Brugtpriserne steg drastisk, hvilket fik flere medlemmer til at sælge, forklarer Jørgen Ring, formand i klassen.

Af Sara Sulkjær |

Minbaad.dk tager temperaturen i de danske bådklasser. Her hos Ynglingen, der er produceret i hele 2-3000 eksemplarer, hvoraf de 150 befinder sig i danske farvande. Formand Jørgen Ring fortæller. 

Jørgen Ring, hvorfor skal man sejle Yngling?

- Den henvender sig til og bliver brugt af alle aldersgrupper. Båden var i mange år sejlklubbernes favoritbåd til at lære folk at sejle, hvilket den også er ret god til, da den er utrolig sikker, nem at sejle for sejl og har en lille venderadius ved havnemanøvre. 

- Hastighedsmæssigt sejler den stort set lige op med alle andre både, der er konstrueret dengang, jeg har selv været oppe på over 10 knob. I dag er der jo flyvepapbåde, som sejler hurtigere med vinden. Vi har dog været i konkurrence med en CB66, hvor Ynglingen på kryds nærmest sejlede fra den, men med vinden planer de nyere både bedre.  

Hvad koster det at sejle Yngling?

- Den sidste Yngling, jeg købte, gav jeg 16.000 kr. for. Priserne varierer dog fra helt ned til 4.000 kr. og op til 80.000 kr., hvor du får en hel perfekt Yngling med trailer osv. Så mange penge behøver du dog ikke at lægge på bordet. I min båd fra 1978 er jeg flere gange kommet i top-10 til VM. 

- Vil du investere i en helt ny Yngling, skal du dog af med på anden gale side af 200.000 kr. Samtidig er brugte sejl dog billige og koster ikke mere end 2-3000 kr., mens et helt nyt stel sejl fås for omkring 20.000 kr. En investering, de bedste kapsejlere vil lave hvert tredje år. 

Hvad gør I for at få nye ind i klassen?

- Rekrutteringen sker særligt i sejlklubregi, hvor man flere steder anvender Ynglingen som skolebåd. Som nybegynder kan det dog være svært at følge med til kapsejladserne, da kvaliteten i den anden ende er meget høj. De dygtige sejlere er dog gode til at hjælpe og give råd.

Hvordan sørger I for vidensdeling blandt sejlerne?

- Vi laver undervisning på leder og kanter, herunder arrangerer vi træningslejre. Desuden har vi de sidste par år haft træning på Furesøen helt frem til december, som har bestået af teoriundervisning og små sejladser.

Hvor sejles der særligt Yngling, og hvilke stævner vil du anbefale at sejle i den kommende sæson?

- Her ligger en stor flåde i Mariager Fjord på 14 både, mens over 20 både har fundet vej til Furesøen. Derudover ligger der en del ved Øresund, mens resten er spredt ud over landet. Desuden har Søværnet 12 Ynglinge, som anvendes til intern undervisning og internationale mesterskaber

- Det kommende stævne, som jeg vil anbefale at sejle, hedder Huggert-pokal og er et af vores klassiske stævner. Derudover skal man i hvert fald sejle DM i Hellerup efter sommerferien, mens der ligeledes er VM i Holland i midten af juli. 

Hvordan ser fremtiden ud for Yngling-klassen i Danmark?

- For ti år siden var der over 100 medlemmer, men det er gået ned ad bakke de senere år, hvor vi i dag er 55 medlemmer. Det skyldes ikke mindst, at Ynglingen kom på OL-programmet i 2004 og 2008. I det øjeblik faldt medlemstallet, da man nu pludselig kunne sælge sin brugte Yngling ud af landet for over 100.000 kr. Endvidere kom der konkurrence fra andre og nyere bådtyper, som støttes kraftigt af Dansk Sejlunion

- Internationalt skal klassen dog nok fortsætte, der her er meget aktivitet, specielt i Tyskland, Schweiz, Østrig og Holland. Herhjemme går det meget an på, hvad der kommer til at ske rundt omkring i landet, og om sejlklubberne vil prioritere at bruge Ynglingen som skolebåd. 

Er I tilfredse med jeres hjemmeside?

- Nej, ikke rigtigt, da vi ikke får lavet nok på den. Problemet er mest af alt, at nogle skal udføre arbejdet, da det hele jo er frivilligt. Samtidig bruger vi både åbne og lukkede Facebookgrupper, da tingene her automatisk dukker op på folks telefoner. 

Om Ynglingen:
Længde: 6,35 meter

Bredde: 1,73 meter

Dybgang: 1,05 meter

Vægt: 645 kg

Besætning: 2-3 mand 

Blå bog om formanden:
Navn: Jørgen Ring 

Alder: 71 år. Har sejlet Yngling siden båden kom frem i 1968 og var med til at få den til landet. 

Job: Arbejder deltid med konstruktion af store byggekraner. Var tidligere ansat som leder af KDY's ungdomsafdeling i 37 år.  

Sejler med: Sejler med juniorer fra klubben

Danske Ynglinge under VM i Sydney i 2012. Foto: Privatfoto

Ynglinge på sommertur i Endelave Havn. Foto: Jørgen Ring

Få herunder et overblik over de aktive bådklasser i Danmark. Kun deres primære tilholdssteder er markeret, hvorfor der kan ligge mindre fleets andre steder i landet. Tryk på ikonerne for info om område samt tilhørende bådklasse. Kortet er lavet på baggrund af artikelserien 'Klassetjek':

 

<iframe src="https://www.google.com/maps/d/embed?mid=15NAAilxgUw-A4vnUjJhp2wsgQ_Y" width="640" height="480"></iframe>
content-loader
content-loader
content-loader