Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Skibet fik bøder for i alt 44.000 kroner, og blev præsenteret et erstatningskrav på lidt over 200.000 kroner for SAR-operationen. Foto har ikke noget med den norske båd at gøre. Arkivfoto

Politi: Husk meldepligt i Grønland - bøde på 44.000 kr. til sejler

Går turen nord på til Grønland er det vigtigt, at du som sejler husker at melde din position løbende til de grønlandske myndigheder. Eftersøgning kan blive dyr, fortæller politiet nu til minbaad.dk.

Af Troels Lykke |

Husk at melde din position løbende til de grønlandske myndigheder. 

Det kan nemlig være farligt at sejle i disse farvande. Der kan være meget is, og hjælpen kan være langt væk.

I juni måned betød en norsk sejlbåds manglende meldinger, at en større Search And Rescue-operation (SAR) blev sat i værk.

Helikopter og fartøjer eftersøgte norsk båd

En helikopter og flere fartøjer blev sat ind i eftersøgningen, da politiet ikke vidste, om en norsk båd var i havsnød. Heldigvis var det ikke tilfældet, og SAR-operationen kunne indstilles. 

Grønlands Politi bruger mange ressourcer på hændelser som denne, der i værste fald betyder, at det kan gå ud over personer, som befinder sig i en virkelig nødsituation. 

I den konkrete sag fik kaptajnen og ejeren på det norske skib henholdsvis en bøde på 4.000 og 40.000 kroner, fortæller Rigspolitiet til bådpressen i dag.

Skibets ejer fik samtidig præsenteret et erstatningskrav på lidt over 200.000 kroner for SAR-operationen.

Senest har der været to situationer i weekenden den 27-28. juli 2018, hvor to skibe ikke overholdt deres meldepligt.

Sådan gør du

Skibe der sejler til og fra Grønland skal 4 gange i døgnet melde deres position. Systemet er obligatorisk og hedder GREENPOS.

Meldingerne skal være modtaget ved Arktisk Kommando klokken 00, 06, 12 og 18 UTC, kan indleveres over Aasiaat Radio eller pr. mail direkte til Arktisk Kommando.

Skibe over 20 BT, som sejler langs den grønlandske kyst skal melde i KYSTKONTROL systemet. Mindst én gang i døgnet skal  afleveres en positionsrapport til Aasiaat Radio.

Aasiaat Radio kan kontaktes på VHF langs hele kysten, på MF i fjordene og på HF i store dele af Grønland afhængig af nordlysets placering.

Se yderligere om Aasiaat Radios frekvenser og kanaler på www.kystradio.gl.  Bemærk, at der kan være steder i ly af fjelde og is hvor dækningen er nedsat.

Iridum er meget brugt

Det kan være tilrådeligt, at medbringe alternativ kommunikation ved sejlads i Grønland. Iridium er meget brugt; men er ikke et sikkerhedssystem. 

Sørg også for at GPS og AIS er i orden inden afsejling, da redningsmyndighederne bruger information fra disse systemer.

Se mere om KYSTKONTROL og GREENPOS på www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=26043.

content-loader
content-loader
content-loader