Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
VO65'erne, der ligeledes var en del af sidste års sejlads, vil atter være en del af den kommende 2021-22-udgave. Foto: The Ocean Race

The Ocean Race-ruten tager form - Genova udpeget til finaleby

Fem værtsbyer kan indtil videre se frem til et besøg fra The Ocean Race 2021-22. Foruden Aarhus har også Alicante, Haag, Kap Verde og Genova sikret sig en plads på ruten.

Af Sara Sulkjær |

Selvom der fortsat er to år til, at én af verdens hårdeste kapsejladser, The Ocean Race, skydes i gang, arbejder arrangørerne på højtryk for at få den endelig sejlrute på plads.

En rute, der kommer til at bestå af minimum ni stop-overs, hvoraf de fem i øjeblikket er offentliggjort. 

Første besøg i Italien

Set med danske øjne er særligt sejladsens foreløbigt andet stop-over af uhyre interessant karakter, da mega-eventen her for første gang kaster fortøjningerne i en dansk havneby. 

Det sker i Aarhus, hvor løbets VO65'ere og IMOCA 60'ere i sommeren 2022 vil lægge til kaj foran Dokk1 i fjorten dage.

Også målet for den sidste og afgørende etape i sejladsen er på plads. Italienske Genova kan her se frem til at få besøg af The Ocean Race-feltet, når sejladsen efter 40.000 sømils sejlads afgøres i farvandet ud for byen.

Det bliver samtidig første gang, at kapsejladsen lægger vejen forbi Italien, der ellers må regnes blandt de førende maritime nationer.

Start i Alicante

Som traditionen foreskriver det indledes eventen i Alicante halvandet år før Italien-stoppet, i efteråret 2021, hvorefter kursen foreløbigt sættes mod Aarhus.

Herefter går turen til sidste års finaleby Haag og fortsætter mod den selvstændige ø-republik Kap Verde, beliggende i Atlanterhavet, 500 kilometer fra den afrikanske vestkyst.

Det forventes, at flere værtsbyer indenfor en overskuelig fremtid vil føjes til ruten.

Kilde: The Ocean Race

content-loader
content-loader
content-loader