Struer Sejlklub håber på 30 startende til 100 mil i Fjorden - tilmelding åben
Sejlere nær Limfjorden kan nu tilmelde sig områdets single- og doublehand-sejlads. Shorecrew er et krav for deltagelse i sejladsen, der sidste år blev sejlet på lidt over 15 timer af en double-besætning.
I 2018 lå 25 både på startlinjen ved 100 mil i Fjorden, da sejladsen den 15. juni blev afholdt for allerførste gang.
Et tal, der i år skal endnu højere op.
Det er i hvert fald målet for arrangørerne fra Struer Sejlklub, der håber at se 30 både på deltagerlisten, har stævneleder Otto G. Jensen tidligere forklaret til Minbaad.dk.
Rekordjagt
Mens de 25 startende sidste år blot havde deres med-sejlere at konkurrere imod, er der i år endnu mere på spil.
På sejladsens hjemmeside findes således en udførlig liste over de hurtigste tider fra hver klasse i 2018. Tider, som 2019-deltagerne foruden de andre startende kan forsøge at jage.
Suverænt hurtigst i 2018 var Kim Basland og Hans-Erik Degn Pedersen i en Olsen 370. 15 timer, 45 minutter og 18 sekunder brugte de to sejlere på at sejle de 100 sømil. En tid, deltagerne i år bør forsøge at slå, når starten går den 21. juni kl. 13.00.
Shorecrew på land
Lørdag åbnede tilmeldingen til sejladsen, der kan foretages på nettet her. Hver deltager må sende 600 kr. afsted for at komme på startlisten, ligesom et såkaldt 'shorecrew', der kan bistå sejleren med vejrudsigter, gode råd og opbakning undervejs, er påkrævet.
Der sejles i alt i seks klasser, hvoraf den ene er for flerskrogsbåde over 18 fod. Både single- og doublehand-sejlere er velkomne.