Gå til hoved-indhold
Den 131 fod lange trimaran Spindrift 2 jagter lige nu jorden rundt-rekorden, Jules Verne Trophy. Foto: Chris Schmid/Spindrift racingKapsejlads

Spindrift 2 på vej jorden rundt - godt vejrvindue til ækvator

Natten til mandag forventer det franske team at krydse ækvator efter rekordforsøgets start onsdag formiddag. Går alt efter planen, kan trimaranen sejle rundt om jorden på 38 dage.

Af Sara Sulkjær |

Onsdag klokken 12.47.27 dansk tid indledte Spindrift 2 den officielle jagt på Francis Joyons Jules Verne Trophy-rekord fra 2017.

En jorden rundt-rekord, der i øjeblikket lyder på knap 41 dage.

Dermed skal den franske skipper Yann Guichard med besætning sejle over den selvsamme linje ved Ushant senest den 26. februar klokken 12.16.57 dansk tid for at hive den eftertragtede rekord ombord.

600 sømil på første døgn

Med en sydvestlig 20-knobs vind nær startlinjen fløj den 40 meter lange trimaran onsdag formiddag afsted og har allerede knap ét døgn inde i sejladsen tilbagelagt over 600 sømil. 

Ved at fange et artet vejrsystem fra nordvest vil teamet herefter, ifølge holdets vejr-ekspert Jean-Yves Bernot, kunne krydse ækvator allerede natten til mandag. 

Et drømmescenarie for franskmændene, der sejler mod en noget mere usikker vejrprognose for Atlanterhavets sydlige del, hvor højtrykket omkring Saint Helena blandt andet lurer i horisonten: 

- En af udfordringerne er Saint Helena i den sydlige Atlant, som nogle gange kan blokere vejen. Det er ikke et problem at gå omkring det, hvis der er vind, understreger skipper Yann Guichard på holdets hjemmeside.

Lettere end sidst 

Formår Guichard, de elleve gaster samt deres shore-team at holde tungen lige i munden de næste uger, vil det takket være erfaringer fra tidligere rekordforsøg være muligt at krydse mållinjen i løbet af blot 38 dage. 

Det vil være en klar rekord, sikret af en mindre besætning end ved teamets foregående rekordforsøg: 

- Vi er en smule lettere end sidste gang, hvorfor vi kun er tolv ombord. Under 20 knob har vi et marginalt fartunderskud, men under alt over er Spindrift 2 hurtigere end før, forklarer Yann Guichard, der torsdag formiddag sejler omkring 30 knob i Atlanten.

Følg Spindrift 2 via livetracking her, hvor det ligeledes ses, hvordan trimaranen placerer sig i forhold til nuværende rekordholder Francis Joyon. 

content-loader
content-loader
content-loader