Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Særligt de østjyske sejlere har taget AFI 2Star til sig - hele 81 procent af sejlerne har således hjemhavn i den østlige del af Jylland. Foto: AFI 2Star

AFI 2Star udvider festen - ti ekstra både på startlinjen

130 startnumre øges til 140 i den populære Aarhus-sejlads, der bringer doublehand-sejlerne til Samsø og retur. 59 procent af deltagerne er fra Aarhusbugten.

Af Sara Sulkjær |

Støvet har lagt sig efter en hæsblæsende tilmelding til AFI 2Star, hvor 130 startnumre blev revet væk på under fire minutter. 

Det er endnu en rekord i doublehand-sejladsen, der tilsyneladende blot bliver mere og mere populær blandt landets kapsejlere, som må sidde klar ved tilmeldingens start for at sikre sig en plads på deltagerlisten. 

Alle til festmiddag

Alligevel var det ikke alle, der nåede igennem nåleøjet, da tilmeldingen åbnede søndag den 23. februar kl. 12.00. Men der er håb. Arrangørerne bag sejladsen har netop besluttet at åbne for yderligere ti både, således at det samlede deltagerantal øges til 140:

- Da vi så, at 130 deltagere ikke var den maksimale interesse, har vi haft en snak med vores samarbejdspartnere om, hvordan vi kan håndtere endnu flere deltagere og besluttet at åbne for op til 140 deltagende både – og der bliver stadig plads til alle til festmiddagen i Ballen Havn lørdag aften, garanterer stævneleder fra Aarhus Sejlklub, Kenneth Meier-Andersen. 

133 både har i øjeblikket sikret sig en plads i sejladsen, hvorfor syv heldige besætninger fortsat har mulighed for at være med i feltet, der hovedsagligt består af lokale sejlere fra Aarhusbugten. 

Én tysk besætning

Over halvdelen af deltagerne, 59 procent, er således fra lokalområdet, hvilket ligeledes kan forklare den store andel af Spækhuggere på startlinjen. Netop Aarhus er kendt for sin store samling af den populære bådtype fra 1970'erne, hvorfor hele tolv Spækhugger-sejlere da også vil være på startlinjen i juni.

Kun en enkelt udenlandsk båd har foreløbigt meldt sin ankomst - ikke overraskende fra vores naboer mod syd. 

Det er fortsat muligt at sikre sig en af de ekstra startnumre her.

content-loader
content-loader
content-loader