Quantcast
Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Tjekkede IMOCA 60ere vil kunne ses i Aarhus om to år. PR-foto

Charlotte Kirk Elkjær bliver Stopover Director for The Ocean Race Aarhus 2022

41-årige Charlotte Kirk Elkjær har bred erfaring med ledelse af store byevents, var en stor del af ledelsen bag VM i Sejlsport 2018, og var projektleder på The Tall Ships Races i 2013 og 2019. Nu skal hun stå i spidsen for Ocean Race i Aarhus i foråret 2022.

Af Troels lykke |

Når Aarhus i foråret 2022 skal være vært for The Ocean Race Stopover, bliver det en event-erfaren kvinde, som skal stå i spidsen for planlægningen.

Charlotte Kirk Elkjær, som til daglig er ansat i Aarhus Events, skal i de kommende to år fokusere sine kræfter på at udvikle og gennemføre Aarhus’ næste mega-event i jobbet som Stopover Director.

Jobbet udføres stadig i Aarhus Events, Aarhus Kommune, som har ansvaret for planlægningen.

Aarhus har i flere år satset på store sejlsportsevents, og med det kommende The Ocean Race Stopover tilføjer byen endnu et mega event indenfor sejlsport til paletten.

Var med i ledelsen af VM Sejlsport 2018

Charlotte Kirk Elkjær har bred erfaring med ledelse af store byevents og var en stor del af ledelsen bag VM i Sejlsport 2018, ligesom hun var projektleder på The Tall Ships Races i 2013 og 2019.

Om den nye opgave siger Charlotte Kirk Elkjær: 

- Jeg glæder mig enormt meget til at skulle samle en lang række gode kræfter, så vi i fællesskab kan skabe et unikt event på de bynære havnearealer i Aarhus. Et event, hvor samskabelse og bæredygtighed står øverst på dagsordenen. Styrken i Aarhus er, når vi samarbejder og udvikler på tværs, forklarer hun og uddyber:

- Den power og det eventyr, som Ocean Race står for, glæder vi os til at sætte sammen med Aarhus’ evne til at skabe en folkefest på havnen. Vi vil også have stort fokus på bæredygtighed og grøn omstilling, som ligeledes er én af eventens vigtige indsatser, siger Kirk Elkjær i en pressemeddelelse.

Ocean Race - en kæmpe sejlads

The Ocean Race er blandt verdens største og vildeste havkapsejladser, og for første gang nogensinde er en dansk by udpeget som én af ti værtsbyer i verden. 

Hele verdens øjne vil hvile på Aarhus, når byen i foråret 2022 er mål for en af etaperne i sejlsportens Formel 1, og her får publikum en unik mulighed for at komme tæt på de imponerede sejlbåde, møde ’havets helte’ i Race Village og høre om deres eventyrlige oplevelser på verdenshavene.

Mens hele verdens øjne hviler på de spektakulære Ocean Race-både, vil de bynære havnearealer være fyldt med aktiviteter for folk i alle aldre.

The Ocean Race Stopover i Aarhus planlægges i tæt samarbejde med det lokale og internationalt anerkendte sejlsportsmiljø i Aarhus.

Læs mere om The Ocean Race.

content-loader
content-loader
content-loader