Vinni og Carsten er fanget på Hawaii - læs surrealistisk blog fra det eksotiske sejlerparadis
Sejler-mekkaet med de smukke sandstrande og socialt samvær i de lokale sejlklubber er forvandlet. Gader ligger øde hen, der hamstres i butikkerne og opsættes stramme restriktioner på havnene. Langturssejlerne Vinni og Carsten deler deres corona-hverdag med Minbaad.dk's læsere.
For fire år siden vinkede Vinni og Carsten Breuning farvel til det trygge Danmark og to fine karrierjobs for at sejle Jorden rundt. Nu er parret nået til Hawaii - et paradis, der ikke undslipper den farlige coronavirus. Tidligere sygehusdirektør Vinni Breuning skriver:
Siden midten af januar har vi via de elektroniske medier fulgt med i udbredelsen af coronavirussen fra Wuhan-provinsen i Kina. I første omgang håbede vi, at epidemien blev indkredset i Kina, men den spredte sig hurtigt til resten af Asien og senere som en pandemi kloden rundt.
Mange af vores bloglæsere og venner samt familie troede, at vi var i sikkerhed og godt isoleret fra pandemien her på en lille ø midt ude i Stillehavet. Sådan gik det ikke.
Som at stå mellem Tokyos højhuse
Hawaiiøerne Maui og O`ahu har en kæmpe turisme af japanere, amerikanere og canadiere, der ankommer med fly eller krydstogtskibe, og som kan medbringe virussen. Fly og krydstogtsskibe er perfekte virusspredere med deres indelukkede miljøer og aircondition.
Vi var derfor ikke ubekymret, og bliver ikke mindre bekymret i begyndelsen af februar, da tusinder af kinesiske turister ankommer til øerne for at holde kinesisk nytår med deres herboende familier. På dette tidspunkt er vi ved Maui. Vi ser stadig ingen gå med mundbind, og der står heller ikke håndsprit fremme i butikkerne.
Men da vi ankommer til O`ahu og storbyen Honolulu, ser bybilledet anderledes ud. Japanske krydstogtgæster, der transporteres ind til det megastore og flotte indkøbscenter Ala Moana Center, stiger ud af busserne med mundbind på.
Vi får nærmest oplevelsen af at stå midt imellem Tokyos højhuse, og se japanerne bevæge sig rundt i gaderne med mundbind på for at undgå, at de indånder byens forurening (smog). Et bybillede, vi tit har set på tv. Men nu drejer det sig ikke om smog – det drejer sig om coronavirus.
En modig guvernør
I flere uger har Carsten og jeg (Vinni, red.) forsøgt at købe mundbind og håndsprit, men forgæves. Hver dag følger vi med i udviklingen hjemme i Danmark. Vi streamer statsministerens pressemøde, da hun lukker alt ned i flere uger. Vi er ganske forfærdet, da vi læser om danskere, der maskeret går ind på hospitaler for at sjæle mundbind og håndsprit.
Blot en uge efter nedlukningen i Danmark, går guvernøren af Hawaii i aktion, på trods af at være underlagt en præsident, der ikke har forstået situationens alvor og ignorerer virussen. Guvernøren indfører gradvis en lock-down, og beder turisterne om at holde sig væk. En modig, men meget fornuftig guvernør.
Det er surrealistisk at se Honolulus tomme gader, der normalt i fire spor er propfyldte med lange bilkøer. Det er kun supermarkederne og take-away-madforretninger, der holder åbent. Restauranter er lukket, enkelte har dog valgt at sælge mad ud af huset.
Waikiki-stranden, den populæreste strand i hele Hawaii, som normalt ligner et fluepapir, er ganske tom. Som flere af de lokale siger: ”Waikiki Strand ligner det, jeg så, da jeg var barn.” Ala Moana Center er lukket og mørklagt.
Isoleret på Capri
Vores båd, Capri ligger i en marina, HYC midt i byen, omringet af skyskrabere. Flere af dem er hoteller eller timeshare-lejligheder, der alle er lukkede. Disse bygninger, nogle af dem flotte i arkitekturen, præger med deres belysning hele nattens skyline over Honolulu – charmerende og flot – men nu ligner de spøgelseshuse og står som mørke søjler midt inde i byen.
Desuden er selve HYC-marinaen lukket ned. Restauranten er lukket. Rengøringspersonalet er sendt hjem, vi må selv sørge for rengøring i køkken, spisestue og toiletter med bad. Medlemmer, der ikke bor på bådene, bedes om at holde sig væk – det gør de nu ikke alle.
Hvis man som bådejer skal have gæster eller en reparatør på besøg, skal de gå direkte fra parkeringspladsen og ud til båden. De må ikke bruge faciliteterne i sejlklubben. Potluck er annulleret ligesom alle andre sammenkomster inklusiv fredagenes kapsejlads.
Fra at være ankommet til en meget hyggelig og sociale lille sejlklub, som vi glædede os over, er vi nu isoleret ombord på Capri. Vi må gå en tur, men ikke opholde os i hverken parker eller på stranden.
Hylderne er tomme
Vi må gå på indkøb for at købe dagligdagsvarer. Hawaiianerne er også hurtige til at hamstre. Hylderne overalt, hvor der skulle være toiletpapir, køkkenruller, ris, pasta og langtidsholdbar mad inklusiv frysevarer, er tomme. Og priserne på resten af varerne er steget.
Vi bruger tiden som forfattere. Carsten er næsten færdig med første udkast til den engelske udgave af Med Kronborg om bagbord. Jeg er næsten færdig med første udkast af næste bog Fra Sydkorset til Nordstjernen, mens bådreparationer og udskiftning af rig ufrivilligt er sat på standby.
Læs med i morgen, når vi viser anden del af Vinni Breunings Hawaii-blog.
Om forfatterne og sejlerne
Vinni Breuning (f. 1959) uddannet sygeplejerske, har været hospitalsdirektør gennem 14 år, først på Privathospitalet Hamlet og senere i Region Sjælland.
Carsten Breuning (f. 1952) i Danmark, men opvokset i USA og senere bosat i Danmark. Uddannet BBA og har været administrerende direktør i såvel danske som amerikanske selskaber.
Ægteparret har netop skrevet Med Kronborg om bagbord. Bogen beskriver rejsens første etape fra København over Atlanten op langs USA og videre til Panamakanalen.
Med Kronborg om bagbord henvender sig til såvel landkrabber som sejlere.
Bogen er på over 600 sider og købes her.