DS: Intet positivt nyt for sejlsporten i fase 2 af genåbningen af Danmark
Alt forbliver uændret i Sejlsportsdanmark, når genåbningens fase 2 indledes fra mandag den 10. maj. Det er særligt to meter-reglen og forsamlingsforbuddet, der udfordrer sporten. Fase 3 kan skabe nye åbninger.
Længere tids spænding blev brudt, da statsminister Mette Frederiksen med regeringen og de øvrige partier i ryggen torsdag aften gik på scenen.
Her præsenterede hun den såkaldte fase 2 for genåbningen af Danmark. En fase, hvori Dansk Sejlunion i forvejen havde haft forhåbning om, at der ville komme positivt nyt for sejlsporten – på linje med mange andre idrætsforbund.
Det skriver unionen på Facebook.
Gældende regler fastholdes
Sådan gik det ikke. Selvom statsministeren havde udendørs idræt med på sin positivliste, er status alligevel helt uændret. Aftalen mellem alle Folketingets partier er, at ”udendørs idræts- og foreningsliv kan under de gældende regler gennemføre sundhedsmæssigt forsvarlige aktiviteter.”
Betoningen af ”de gældende regler” indebærer, at forbuddet mod at være mere end ti personer samlet om en aktivitet fortsat er gældende.
Samtidig har Sundhedsstyrelsen fastholdt sine anbefalinger, som i forhold til al udendørs idræt – også sejlsport – blandt andet rummer anbefalingen om at holde mindst to meters afstand.
Forsamlingsforbud hæves muligvis
Folketingets partier er endvidere blevet enige om de såkaldte fase 3- og fase 4-åbninger. Her er det mest positive for sejlsporten, at forsamlingsforbuddet på de ti personer kan hæves til 30-50 personer i fase tre efter den 8. juni.
Det er for mange sejlere, sejlklubber og Dansk Sejlunion særdeles svært at forstå, at forsamlingsforbuddet også gælder aktiviteter på vandet.
- Men det er der ingen tvivl om, at det gør. Derfor må vi klart anbefale klubberne, at man fortsat afholder sig fra at gennemføre aktiviteter med mere end ti deltagere – uanset afstanden mellem deltagerne, understreger Dansk Sejlunion.
DS anbefaler forsigtighedsprincip
Der hersker tvivl om, hvor stor afstand (både i tid og distance), der skal være mellem forskellige aktiviteter for, at disse kan betragtes som selvstændige. Sejlunionen arbejder på en afklaring heraf, da politiet har givet forskellige svar over for forskellige sejlklubber.
Unionen anbefaler samtidig klubberne at anlægge et forsigtighedsprincip, så politiet ikke kan opfatte klubbernes forskellige aktiviteter som én aktivitet med flere end ti personer.
Det kan ske ved en væsentlig tidsmæssig forskydning og en tydelig distance mellem eksempelvis træningsbanernes placeringer. Bøden mod eventuel overtrædelse af forbuddet er 2.500 kr. pr. person.
Forhandlingerne fortsætter
DIF har aktivt søgt og opnået indflydelse i den politiske proces omkring åbningen af Danmark, og Dansk Sejlunion presser vedholdende på overfor DIF på linje med andre forbund. I de kommende dage fortsætter forhandlingerne mellem DIF og Kulturministeriet om retningslinjerne for idrætten.
- Selvom vi kunne ønske, at åbningen ville ske hurtigere, så skal vi huske at glædes over, at vi har en fritidsinteresse, som kan dyrkes frit, når vi sejler selv, understreger Dansk Sejlunion og slutter:
- Vi er taknemmelige for den opbakning, som klubberne viser over for de anbefalinger, som Dansk Sejlunion og DIF har formuleret. Det gør uden tvivl en forskel i det store billede.
Kilde: Dansk Sejlunion