Svigerfars båd lå og kaldte på os til tre års jordomsejling

Mens jeg har dem i røret, kan jeg flere gange høre deres begejstring over rokker, der svømmer tæt på båden.

Det er svært ikke at blive ramt af en lille smule udlængsel. Til gengæld er det lige så svært ikke at blive ramt af lykke og begejstring på deres vegne.

De er i gang med at udleve et eventyr, som på alle måder lyder fantastisk. Det er tydeligt at høre, at de er lige, hvor de skal være.

Svigerfars båd lå og kaldte på os

Den lille familie er afsted i Troels’ fars hjemmebyggede båd. Den har været færdig i mange år og klar til eventyr. Som Sanne udtrykker det:

- Svigerfar havde bygget en båd, og den lå der og kaldte på os.

Heldigvis lyttede de til Atreju, som båden hedder, og efter lidt forhandlinger frem og tilbage blev beslutningen taget.

Båden er bygget af Troels’ far, Jens Bækholm og blev færdig i 1996. Den er 43 fod og 4 meter bred. Atreju har en dybgang på 2,20 meter og vejer omkring 16 tons. Den har stålskrog og aluminiumsoverbygning.

Det siger nok sig selv, at der sidder en svigerfar/far hjemme i Danmark og er stolt over, at de realiserer hans drøm - på deres måde. Han var med på turen over Atlanterhavet, hvor tre generationer altså var samlet og fik en stor oplevelse sammen.

Vi flygter ikke, men vi søger eventyret

De flygter ikke fra noget. Livet hjemme i Danmark var et godt liv, men de havde lyst til eventyr, og det faldt dem naturligt, at tage det eventyr ombord på en båd. Troels har altid sejlet - og har bekæmpet de fleste have.

Sannes far er gammel sømand, så havet har altid fyldt i hendes familie. Troels og Sannes datter Sally Lou er nu i skarp sejlertræning og har indtaget livet ombord på den mest naturlige måde. Hun har jo sin mor og far med sig og tiden og samværet er det, der fylder allermest ombord på Atreju.

Det var egentlig Sanne, der i første omgang spurgte Troels, om ikke de skulle sejle jorden rundt. Heldigvis er hun en vedholdende kvinde, og Troels endte med at lytte. Han fortæller, at det, der afholdt ham i første omgang, var hans erfaring fra tidligere ture:

- Der er så meget forberedelse til sådan en tur, og det havde jeg egentlig ikke lyst til, vi havde det jo godt, hvor vi var.

Nu sidder de på Galapagos i Stillehavet og er enige om, at de er, lige hvor de skal være. Stillehavet har kaldt på dem siden afgang fra Svendborg, og nu hvor de er her, sætter de tempoet ned og dyrker tiden, oplevelserne, kulturen og føler sig heldige over alt det, der venter på dem.

Planlægning som sikkerhed - og som glæde

De har i grove træk planlagt ruten - og primært ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv, så de rammer de rigtige vejrvinduer:

- Der er så mange vejrvinduer, man skal respektere, så man er nødt til at planlægge, siger Troels og fortsætter:

- Der er steder, vi er nødt til at være på bestemte tidspunkter for at passe på os selv.

Det betyder, at de allerede nu har en plan for, hvor de skal være hvornår, men de ved også godt, at planerne nok ændrer sig undervejs. Til gengæld bruges deres planlægning af ruten lige nu til at glæde sig til de steder, de skal besøge. Og det er for dem en stor del af eventyret:

- Jeg elsker at planlægge, så ved vi, hvad vi skal glæde os til! En stor del af sådan en tur er at drømme om, hvor man gerne vil hen og forberede sig på næste sted, understreger Sanne.

Stillehavet stod højt på listen

Sanne og Troels har bevidst skyndt sig fra Danmark til Panamakanalen. De har ikke brugt lang tid i Caribien, men har prioriteret at komme til Stillehavet. Og nu hvor de er her, er de meget glade for den beslutning.

Troels fortæller om oplevelsen af at komme så langt med sin kone og lille datter:

- Pludselig var Stillehavet der, og når slusen åbner sig i Panamakanalen, så er dyrelivet helt fantastisk. Det var alt, hvad vi havde forestillet os.

Og Sanne fortsætter:

- En af de største oplevelser indtil videre er Panamakanalen. At ligge derinde og overnatte på dækket og sejle videre gennem bjerge, som er blevet sprængt, for at bådene kan komme igennem. Og så pludselig ligger det største hav lige foran os.

Der er ikke nogen tvivl om, at parret er ramt af store følelser, og at Stillehavet har indfanget dem. Alle de oplevelser, som de har glædet sig til og forberedt sig på, ligger nu lige foran dem.

Datter alene i water-taxi

Da vi snakker videre om de største gevinster ved et eventyr som deres, er de hurtige til at komme ind på datterens trivsel og udvikling. Sally Lou lytter med fra salonen, for det er jo en af realiteterne ved at være på langturssejlads med sin familie; børnene er ofte en del af det hele, fordi man lever så tæt.

For Sally Lou har det betydet en enorm udvikling allerede. Sanne kommer med dette eksempel:

- Vi har oplevet en ret vild udvikling hos vores datter på de her otte måneder. Sally Lou var meget genert i starten af turen og turde ikke gøre så meget selv. Men forleden dag tog hun en watertaxi helt alene. Hun havde mig med på radioen, og så mødte hun mig i land. Vi får lov til at opleve hendes udvikling helt tæt på de næste 2,5 år.

Selvfølgelig bliver vi trætte af hinanden

Jeg kan godt fornemme, hvor dejligt de har det. Hvor glade de er for hinanden og for deres beslutning - og jeg får lyst til at ridse lidt i overfladen. Kan det virkelig være så uproblematisk at være så tæt sammen i så lang tid?

Heldigvis lader de ikke som om, de er overmennesker, men Sanne sætter med det samme ord på de helt naturlige følelser, som opstår, når man er tæt sammen:

- Det er selvfølgelig svært ikke at have sit space. Ikke lige at kunne sidde for sig selv. Man kan blive trætte af hinanden ligesom i alle andre ægteskaber. Hverdagstingene er der jo stadig. Men vi er sammen om det hele.

Køge Bugt er stadig det værste døgn

Sanne og Troels har sejlet omkring 7500 sømil siden Svendborg. De har sejlet tæt på Venezuela med deres AIS slået fra og uden navigationslys. De har oplevet en anspændt nat tæt ved San Blas, hvor det var svært at fange bådens rytme.

De har kæmpet mod en sur marina-ansat i Panamakanalen, som valgte at binde deres fortøjninger op grundet en uoverensstemmelse. Derudover har der både været store bølger og meget vind.

På trods af de mange oplevelser er døgnet ved Køge Bugt stadig det værste døgn, de endnu har oplevet.

Næste gang vi snakker med dem, er på Tahiti om tre måneder. Indtil da kan man følge med i familiens eventyr på deres Facebookside “En hel verden venter”.