SejlSikkert-appen kan nu slå alarm direkte til Joint Rescue Coordination Centre
Appen har siden lanceringen sidste år med et enkelt klik på mobilen gjort det muligt at slå alarm direkte til Joint Rescue Coordination Centre (JRCC). Samtidig kan redningsmandskabet se positionen for alarmopkaldet.
Fra i dag er en opdateret version af SejlSikkert Alarm-appen tilgængelig. Den nye opdatering indeholder blandt andet opgradering af funktionen ved alarmopkald samt nye muligheder for at dele information om din sejlrute med flere personer.
Bruger du SejlSikkert Alarm-appen øger du derfor chancerne for at få hurtig hjælp, hvis du kommer i nød.
Redningsmandskabet kan se din position, når du slår alarm, så de hurtigt kan sende hjælpen af sted, og de kan søge mere præcist efter dig.
Det fortæller Søfartsstyrelsen i dag til pressen.
Pårørende kan slå alarm
En anden fordel ved appen er, at dine pårørende på land har bedre mulighed for at slå alarm, hvis du ikke vender hjem fra sejlturen som aftalt, da appen sender besked til dem, hvis du ikke melder ”Alt ok” på et på forhånd aftalt tidspunkt.
- Appen er en væsentlig opgradering af sikkerheden, fordi den automatisk oplyser din position, når du slår alarm, og du kan tracke din sejlrute, så man kan se din færden, hvis du pludselig ikke giver lyd fra dig som aftalt. Hvis uheldet er ude, og du falder i vandet, kan appen være den, der gør, at du bliver fundet hurtigt og redder livet, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.
Det er Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden, som står bag SejlSikkert Alarm-appen, der er en del af SejlSikkert-indsatsen, der skal øge sikkerhedskulturen blandt fritidssejlere og fritidsfiskere.
Med den nye opdatering af appen, der er tilgængelig for både iOS og Android, bliver turen på vandet endnu mere sikker og bekvem, påpeger Sten Emborg.
Kan tracke hvert femte minut
- Vi har tilføjet en række nye funktioner til appen, som både gavner i nødsituationer, og som er en ekstra service til sejlere og andre, der bruger vandet. Eksempelvis begynder appen nu automatisk at tracke dig hvert femte minut, hvis du foretager et opkald til redningstjenesten via appen. Tidligere skete det kun, hvis man brugte funktionerne 'Sejladsplanen' eller 'Track Alene'. Det er en virkelig god opgradering af sikkerheden, understreger Emborg.
Læs mere om SejlSikkert Alarm-app: www.soesport.dk/Sider/Sikkerhed/SejlSikkert-Alarm.aspx.
Har du ikke downloadet appen endnu, kan du gøre det gratis i App Store og Google Play. Læs mere på sejlsikkert.dk.
Her er de nye funktioner, du skal kende:
Automatisk tracking ved alarmopkald
Med den nye funktion 'Alarmer & Track' begynder appen automatisk at tracke dig hvert 5. minut, fra du foretager et nød- eller assistanceopkald.
På den måde kan redningsmandskabet følge og lokalisere dig, selvom der går noget tid, inden de når frem, og du i mellemtiden kan være drevet væk fra positionen, hvor du foretog opkaldet.
Den nye funktion er en væsentlig forbedring, da der indtil nu ved alarmering kun er blevet sendt positionen efter alarmopkaldet, hvis du har aktiveret 'Sejladsplan' eller 'Track Alene'.
Selvom den nye funktion giver ekstra sikkerhed, så er det stadig relevant at benytte funktionerne 'Sejladsplan' eller 'Track Alene', da disse giver informationer til serveren om din placering allerede inden en eventuel nødsituation.
SejlSikkert Alarm med gruppedeling
Roer du kajak, surfer, sejler jolle eller lignende, tager du sikkert på vandet sammen med andre. Nu kan I vælge én fælles kontaktperson, som eksempelvis fra land kan tracke jer på samme tid og dermed lettere holde øje med jer.
Tidligere kunne kontaktpersonen kun følge én person på skærmen ad gangen. I funktionen 'Track Alene' kan kontaktpersonen generere en unik, privat gruppekode, som I kan dele med hinanden.
Når I begynder en 'Track Alene'-tur ved hjælp af den private gruppekode, får kontaktpersonen automatisk et link til en webside, der viser trackene på hver af jer i gruppen.
Op til seks app-brugere kan dele den samme gruppekode, og koden virker i 24 timer, hvorefter den udløber.
Funktionen er særligt relevant for trænere, turledere, lærere og lignende, der skal holde øje med en gruppe elever på vandet eller i andre sammenhænge, hvor man har ansvaret for en gruppe af deltagere, der færdes på havet.
Guide til de nærmeste havne (kun iOS-version)
Under 'Nærmeste information' er der tilføjet en liste med omkring 300 lystbådehavne i Danmark.
Du kan eksempelvis søge på havnene i en radius af 20 sømil og se, hvilke services der findes i havnen. Du kan se havnene både på en liste og på et kort, og der er link til havnens hjemmeside. Havnelisten er i første omgang tilgængelig for iOS-brugere.
Reminder om tilladelse til at tracke din placering
(gælder alene for iOS 13-brugere – gælder ikke Android-versionen)
Når du bruger SejlSikkert alarm-appen, sender den jævnligt dine positionsdata til SejlSikkert-serveren. For at sikre, at GPS-tracking på SejlSikkert Alarm-appen altid fungerer, skal du indstille Lokalitetstjenester til 'Altid'.
Åbn telefonens 'Indstillinger', vælg ’Anonymitet’> 'lokalitetstjenester'> 'SejlSikAlarm'> og indstil adgang til 'Altid'.
Selvom du har sat indstillingen til ’Altid’ vil du grundet persondataloven fortsat omkring en gang i måneden blive bedt om at give din tilladelse til altid at dele din lokation. Hvis du alene sætter lokalitetstjenesten til ’Ved brug appen', tracker den kun din placering, mens appen er i forgrunden.
For yderligere information kontakt
Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, tlf. 72 19 62 19