29 ud af 312 solosejlere gennemførte Silverrudder - Anders Johansen i en JPK 10.30 var en af dem

Arkitekt og Vejle-sejler Anders Johansen fortæller om Fyn Rundt-turen på sin Facebookside. Minbaad.dk har fået tilladelse til at bringe beretningen om den udmattende solo-sejlads:

Hvor svært kan det være at gennemføre Silverrudder for ottende gang? Åbenbart svært. Set i bakspejlet vil jeg mene, at det var på grænsen til at være decideret ukomfortabelt at gennemføre årets Silverrudder.

Kun 29 både ud af 450 tilmeldte krydsede både start- og mållinjen. Se resultater.

I min klasse medium var vi cirka 120 deltagere på startlinjen, hvoraf fire gennemfører og får overrakt danmarkshistoriens dyreste t-shirt.

Silverrudder er Belugas' (Johansens nye JPK 10.30, red) singlehanddebut. Efter seks solide DEHLfin (Dehler, red.) år og et enkelt sjovt Farrbarår (i en Farr 727, red.) er det nu, vi skal se, hvad Beluga kan.

Efter knap 2000 sømil fra midt i maj er jeg helt sikker på, at der gemmer sig mange fantastiske og gode sejloplevelser. Vi skal bare lære hinanden lidt at kende. Beluga og jeg. Denne gang er vi to ens Beluga’er på startlinjen. Det bli'r spændende.

Transportsejladsen til Svendborg fra Vejle bliver klaret i vanlig sikker stil sammen med Anders Nielsen garneret med morild i vandet, stjernehimmel med fuldt blus og personlig service kl. 05 om morgenen i Svendborg. Som anvist kalder vi op på VHF kanal 6: “Silverrudder harbour service, her er Beluga” i havneindløbet.

Mødt af Follow Me-RIB - så er alt godt

Vi opgiver bådnavn og deltagernr. og bliver mødt af en Follow Me-RIB tilsat “velkommen til Svendborg, Anders”.  Så ved man, det bli'r godt.

Ud over at være verdens største singlehandkapsejlads vil jeg mene, at Silverrudder også er Nordeuropas største flydende bådudstilling. Derfor lægger rigtig mange mennesker vejen forbi Svendborg for at mærke stemningen og se sejlbåde, der rækker lidt ud over udvalget i den lokale marina.

Min start går kl. 11 - sammen med ca. 120 andre, så man kan godt mærke, at sommerfuglene rører på sig. Man skal ikke undervurdere engagementet. Ud af de 120 solosejlere er det nok halvdelen, der satser benhårdt på en skudstart i den kraftige medstrøm.

Kommer man for tidligt over startlinjen, får man en tidsstraf på 30 min. Derfor er eneste løsning at træde hårdt på speederen og komme mere end 30 min før nr. 2, at vende rundt for at prøve igen er ikke en mulighed. I så fald kommer du til at kigge lige ind i nummer 119's spidse stævne, et skingert mandskor og lyden af glasfiber, der knaser.

Av min båd – rammer sten

Jeg får en godkendt start, og så er vi i gang - dog ikke mere end ca. 20 min for mit vedkommende. Hvad der ligner en taktisk god placering, viser sig at være en stor sten på lavt vand, der brat stopper Beluga.

Åh nej, er båden ødelagt? Kan jeg selv komme fri igen? Og er alt nu tabt? Nethinden flyder over med katastrofescenarier.

Da jeg lige har sundet mig og sikret, at båden ikke er ved at synke, kan jeg konstatere, at jeg sidder fast, og den kraftige strøm skubber mig længere ind mod bredden. Hvis jeg modtager hjælp i form af slæbeassistance, er jeg diskvalificeret. Men heldigvis tilbyder en forbipasserende båd at sejle hurtigt forbi.

På den måde kan jeg måske selv lykkes med at skubbe båden fri, når den løftes af en bølge. I første omgang får jeg drejet stævnen udad, og dernæst kommer jeg fri. En kæmpe lettelse, men også et heftigt forbrug af mine relativt sparsomme ressourcer.

Jeg har nok brugt 20 % af min energikapacitet, og det samme har elmåleren på batterierne sjovt nok også - men det er et andet kapitel.

Svag vind - men fint til Æbelø

Vejrudsigten frister med svage vinde, grænsende til vakuum og dertil modstrøm i Lillebælt. Sejladsen mod uret rundt til Æbelø går fint, men herfra begynder det egentlige udskilningsløb.

Tragten og Lillebælt bliver en opvisning i sidelæns-sejlads, raslende ankerkæder, svedige hænder og 1000-vis af små kryds helt tæt på land.

Jeg forsøger først at komme igennem fra Jyllandssiden. Fint idvande ned til Skanseodde, men herfra kan bæltet ikke krydses. Jeg (og adskillige andre) bliver blæst tilbage mod Vejle Fjord af strømmen.

Der er kun tilbage at gå den tunge gang og begynde at sy korssting helt tæt på den fynske kyst for at nå hen forbi Strib Fyr, hvor båden gribes af strømmen og forhåbentlig slynges i retning af næste forhindring. De to broer.

Feltet samles igen 

Her er feltet samlet igen. Igen er løsningen at siksakke tæt under kysterne. Hvis man er den mindste i tvivl om vigeregler, kan jeg anbefale et landværtsophold på molerne i Middelfart.

Styrbord/bagbord og vende-for-land bliver gentaget i det uendelige. Strømmen er dog for stærk og vinden for svag.

Derfor ender det med, at en større gruppe både inklusiv Beluga begynder at rasle med kæder og forlængere, men desværre er vi endt i dykkerområdet, hvilket udløser noget hævede øjenbryn fra en herre i våddragt og svømmefødder.

Undskyld dykkere, det er altså ikke med vilje. Vi ved godt, at vi ikke må sejle her, men vi er så trætte og kan ikke komme længere...

Kommer vi i mål indenfor 50 timer? Rammes af svensker

Efter 25 minutters slumren i køjen vågner jeg ved et stort bump. Noget er sejlet ind i Beluga. “Ursakta Anders, vækkede jeg dig?”. Min ven Göran er med sin X-382 drevet ind i siden på Beluga, og ankerlinen er røget ind under roret.

Vi får løst problemet og godt det samme. Vinden rører på sig, og der sejles igen. Da vi runder Galsklint og kigger ned mod den sydlige del af Lillebælt er det et smukt syn, der møder os.

Spejlblankt, meget vandret vand overalt. Nu er der brug for traktorgearet. Der er udsigt til en lang og kold nat - igen. Meteorologerne lover ikke vind af betydning før en gang efter deadline. Udenfor referat tjekker jeg tilgængelighed af diesel på havnene i Lillebæltområdet.

Af vægthensyn er der kun otte liter diesel i tanken, så i tilfælde af vigende motivation er der kun diesel til sejlads til nærmeste havn. Jeg tænker tanken, men synet af hullet i rækken af hvide Silverrudder-årgangs-t-shirts får mig på bedre tanker.

Traktorgearet, det skal bruges nu. Én sømil af gangen. Næste ben, næste kryds, næste vending. Igen.

Vi krydser tæt langs kysterne, en flok på cirka 25 både følges ad og småsnakker i fantastisk sensommervejr. Der er også go' tid til en gang (hjemmebragt) boller i karry og endda en alkoholfri øl. Det er en fest. På den gode måde.

Hvem finder vinden? 35 procent strøm tilbage

Vi sejler efter vindkrusninger og spejder horisonten rundt. Hvem finder vinden? Det er næsten som om, at vi samarbejder om at finde vinden mere, end vi sejler om kap. Sådan er det tit med singlehandsejlere. Vi sejler alene, men har brug for nogen at tale med.

Natten nærmer sig, og lanternerne bliver tændt. Her bliver det tydeligt for mig, at jeg har et batteriproblem. Der er kun 35 % kapacitet tilbage på batteriet.

Det er ikke tilstrækkeligt, så jeg slukker for alt unødvendigt; køleskab, plotter og VHF/AIS må lade livet. Der skal være strøm til lanterner, instrumenter og lidt autopilot. Nu er det håndstyring, trådløs VHF og opladning af telefon/iPad til navigation.

I optimeringsiver dæmper jeg skærmlyset, sætter mobil/iPad på flytilstand og stopper tracking på søkortet (tak for rådet Anders Nielsen). Langsomt kommer der lidt vind, og kursen sættes mod Svendborg.

Kold nat igen

Natten til søndag bliver kold, og trætheden melder sig for alvor. Ud over 25 minutters døsen i Lillebælt og tre powernaps á 10 minutter, har jeg ikke sovet siden natten til fredag. Jeg sidder på sidedækket i den kolde nat og håndstyrer, mens jeg sover halvt.

Hånd, handske og rorpindsforlænger er blevet en støbt enhed, der bare passer kursen i timevis. Stjernehimlen og morilden lyser magisk. Sammen med afsyngning af alle slags sange, afliring af tabeller og chokoladesnacks får det tingene til at glide.

Ud på morgenen bliver det tåget, som i mælkehvid, tæt tåge. I den situation er det svært at håndstyre. Der er ikke noget at orientere sig efter ud over kompas og instrumenter.

Instrumenterne kræver min fulde opmærksomhed, og derfor bryder jeg mig ikke særligt om (singlehand)sejlads i tåge.

Tanken om at sejle i mørke og tåge gennem et snoet og smalt sejlløb uden autopilot og ekstra udkig skræmmer mig ærligt talt.

Ankerstop to timer før mål

Jeg vælger derfor at tage et ankerstop på to timer kort før mål. Da vækkeuret ringer efter 75 minutter er det ikke længere nogen fornøjelsestur.

Det er koldt, jeg har for lidt strøm, Svendborgsund for meget og kroppen siger nej tak. Det er stadig let tåget, men lyst. Sæt i traktorgear, op med ankeret og på kryds ind gennem Svendborgsund i tiltagende medstrøm.

Det bli'r nu en herlig sejlads med små kryds, endda kapsejlads, gode krydsvinkler på grund af strømmen og en enkelt drone over Beluga, der krydser mållinjen søndag klokken 10.25, efter 47,5 timers sejlads (deadline kl. 12, red.).

Jeg er både træt og glad. Det er en lige stor glæde hver gang, det lykkes. Det bli'r aldrig rutine.

Dygtighed er ikke det afgørende

Der kan være mange gode årsager til at afbryde sejladsen, men jeg tror ikke nødvendigvis, det kun er de dygtigste sejlere, der vinder.

Jeg synes selv, jeg er en ok habil og rutineret sejler, men ærligt talt: Blandt deltagerne er der mange topsejlere, der er klasser bedre end mig.

Selv om jeg gerne vil vinde, er det, jeg sejler for, lige så meget den personlige udfordring, at vinde over modgangen, bruge traktorgearet, opleve naturen, at møde gode venner og stemningen.

Anders Johansen

NB:
Vi lå to ens JPK 10.30'ere side om side mellem broerne i Lillebælt. Den tyske var kommet først, men udgik desværre. Først og sidst skal der lyde en tak til alle jer, der sender opmuntrende SMS'er, vejrmeldinger, gode råd og besøg på banen! Det hjælper alt sammen.

Der skal også lyde en kæmpe tak til teamet bag Silverrudder, fordi I finder løsninger, der gør, at vi stadig kan sejle Silverrudder på trods af corona og restriktioner. Mega godt gået.