Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Absurd regel reducerer deltagerantallet. Her ses en Swan 45 fra Helsingør. Foto: Troels Lykke

Sjælland Rundt må skære 89 sejlere væk, for der må kun være 500 sejlere med ifølge coronaregler

Sjælland Rundt skriver til sejlerne efter besked fra politiet: - Der må ikke være end 500 personer som en del af arrangementet. Der er 569 sejlere tilmeldt og ca. 20 frivillige. Derfor skal vi have skåret antallet af deltagende personer med minimum 89 personer. Starten går torsdag den 25. juni.

Af Troels lykke |

Helsingør Sejlklub har hvert år siden 1947 har arrangeret Sjælland Rundt, men denne gang er klubben og dermed sejlerne udsat for flere coronaregler.

Sjælland Rundt komiteen skriver tirsdag aften, hvor starten går på torsdag den 25. juni:

Sjælland Rundt 2020 har krævet mange forskellige forbehold. Vi har planlagt nøje for ikke at samle mere end 50 personer af gangen.

Der er taget mange andre forbehold, og hver båd får for eksempel deres egen individuelle starttid. Startlinjen rykkes ekstra langt nordpå, så der er plads til tre zoner ude på vandet. Der vil aldrig være mere end 40 sejlere samlet i hver zone på vej op mod startlinjen.

Ny udfordring - maksimalt 500 personer

Men vi har fået en ny udfordring, som vi blev gjort bekendte med af politiet i går. Den kræver hjælp fra alle deltagere.

Der må ikke være end 500 personer som en del af arrangementet. Der er 569 sejlere tilmeldt og omkring 20 frivillige. Derfor skal vi have skåret antallet af deltagende personer med minimum 89 personer.

Derfor skal vi øjeblikkeligt bede alle om at melde ind, hvis I bliver færre sejlere ombord end det max antal, I har meldt ind. Det samme gælder, hvis I ved, at I ikke kommer til at deltage alligevel.

Skriv til sr@helsingorsejlklub.dk. 

Sejlbåde reduceres

For at sikre at vi kan sejle, vil vi efter tilbagemeldingerne fra jer reducere antallet af startende både, så vi overholder antallet på de 500. Det vil vi gøre ved at afmelde de senest tilmeldte både. De berørte vil få direkte besked.

Vi er rigtig kede af situationen, men håber vi i fællesskab kan løse det, skriver Sjælland Rundt-komiteen.

content-loader
content-loader
content-loader