23 år og to DM-titler - Lukas Mohr er ny danmarksmester i e-sejlads
Selvom unge Lukas Mohr ikke har trænet specifikt frem mod weekendens DM, løb han ikke overraskende med guldet ved det virtuelle mesterskab. En generel viden om spillet og bådtyperne var afgørende, forklarer han til Minbaad.dk.
At have to DM-titler i hus er de færreste forundt - ikke mindst når CV'et siger 1997 og mesterskaberne er vundet i en fremadstormende klasse, to år i træk.
Ikke destro mindre er det netop, hvad 23-årige Lukas Mohr, søn af America's Cup-sejleren Sten Mohr, har formået, efter at han søndag aften sikrede sig sin anden DM-titel i e-sejlads:
- Det mest afgørende er nok min generelle viden om spillet og de forskellige bådtyper. Jeg har brugt meget tid på holdsejlads, som holder ens manøvre og bådkontrol skarp, forklarer Lukas Mohr til Minbaad.dk.
Træner mod de bedste
Netop sejlerens baggrundsviden og store erfaring banede vejen ved mesterskabet, der blev afholdt online med Dansk Sejlunion og Kongelig Dansk Yachtklub som værter:
- Jeg har ikke trænet specifikt til DM, men jeg har brugt mange timer på at sejle mod de bedste i verden ugentligt. Nogle dage har det nok været to-tre timer, påpeger Lukas Mohr.
Flere af de 32 spillere, som var på deltagerlisten ved lørdagens indledende sejladser, havde derfor tidligere stiftet bekendtskab med Mohrs virtuelle sejlsportsevner.
At den unge sjællander var blandt de tyve sejlere, der sikrede sig adgang til søndagens guldfelts-sejladser og det efterfølgende medal race for resultatlistens top-10, var derfor ikke en overraskelse.
12 point til sølvet
Her, i medal racets i alt otte sejladser, viste KDY-sejleren for anden gang, hvor DM-guldet hører hjemme. Med 12 point til andenpladsen og 22 point til sejladsens tredjeplads kunne en glad Mohr modtage titlen som danmarksmester:
- Det er utroligt fedt at vinde DM for anden gang i træk! Men også fedt at se de andre danske sejlere give den gas i alle 18 sejladser, understreger den nyslåede danmarksmester.
Se re-live fra DM-sejladserne i e-sejlsport herunder: