Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

Sådan reddede American Magic synkende AC75'er

American Magic-skipper Terry Hutchinson var overbevist om, at den foilende båd ville synke ud for New Zealand. Men en hurtig og effektiv indsats fra amerikanerne, konkurrenterne og de lokale myndigheder reddede båden. Se film om amerikanernes hårde uge i Prada Cup.

Af Sara Sulkjær |

AC75-holdet American Magic kan se tilbage på en vanskelig første uge i udfordrernes Prada Cup. En uge, der ikke blot bød på nederlag på stribe i kampen om den eftertragtede America's Cup-billet.

Amerikanernes nedtur kulminerede natten til søndag, da holdes AC75'er under den sidste mærkerunding i en sejlads, som holdet for første gang stod til at vinde, på dramatisk vis kæntrede i et kraftigt vindstød.

Dagslang redningsaktion

Der lå den så. Båden, som et 150 mand stort team over flere år har designet, bygget, sejlet og justeret. Alt sammen for at vinde det ombejlede America's Cup-trofæ tilbage til dets amerikanske rødder. 

- Den første halve time var jeg sikker på, at båden ville synke, forklarer skipper på American Magic, Terry Hutchinson efter den dramatiske kæntring.

Så galt gik det ikke. Med et hul i skroget og flere andre skader fik den foilende kølbåd søndag aften kl. 22.45 lokal tid, 10.45 dansk tid, fast, new zealandsk jord under fødderne.

En stor holdindsats

Sejlerne og resten af det amerikanske team kunne dermed ånde lettet op og med taknemmelighed rette blikket mod det store redningshold, der blev stablet på benene allerede i sekunderne efter kæntringen:

- Vi kan ikke takke politiet, beredskabet og de lokale myndigheder nok. Hjælpen fra de øvrige hold var også fantastisk. Det var helt sikkert rørende at opleve al støtten, som vi naturligvis havde brug for, fordi det var en krisesituation. En stor tak til Emirates Team New Zealand, til Ineos Team UK og til Luna Rossa Prada Pirelli Team for at komme ud og hjælpe os, understreger Terry Hutchinson. 

Amerikanerne arbejder nu på højtryk for at gøre båden konkurrencedygtig inden de næste sejladser i Prada Cup, der efter planen sejles den 22. januar.

Se mere om kæntringen og den efterfølgende redningsaktion to minutter inde i videoen øverst i artiklen.

content-loader
content-loader
content-loader