Sejlerfamilie har taget hul på fem års langturssejlads i Hanse 540E: Vi stortrives

En blæsende dag i Dunkerque har Flemming og Elisabeth sammen med deres søn, Anton på 2,5 år fundet en bænk i læ, hvor vi kan snakke. De er blæst inde i Dunkerque og regner først med at komme derfra fire dage efter.

Tiden har drillet dem. Hver eneste dag bliver de klogere på netop tiden. Lavtryk på lavtryk har gjort, at de mange gange har været blæst inde og derfor har været nødsaget til at udnytte alle de vejrvinduer, der er.

Derfor har det på mange måder været en anderledes start, end den de havde forestillet sig, da vi snakkede sammen inden afgang.

Men sådan er eventyr - de bliver sjældent, som vi forestiller os, og det betyder heldigvis ikke, at de bliver dårligere. Det er tydeligt, at den lille familie allerede har accepteret langturssejler-betingelserne: Nemlig at man ikke kan planlægge noget. Vind og vejr styrer alt.

- Vi rammer ind i lavtryk efter lavtryk, og vi kan ikke lave alle de stop, som vi havde planlagt at lave. Vi har taget mange lange stræk alene os tre ombord og ikke de mange små sejladser, som vi havde forestillet os hjemmefra. De halvanden måned i Danmark har indtil videre været vores mest idylliske oplevelse, fortæller Elisabeth.

Skal finde “vores niveau” for vind

Inden afgang var familien spændte på, om de kunne finde en fælles opfattelse af dårligt vejr. Flemming har med sin erfaring en anden grænse for, hvornår vejret er dårligt.

Han var meget bevidst om at sænke sin egen barre for opfattelsen af komfortabel sejlads for ikke at skræmme Elisabeth og Anton. Jeg er spændt på, hvordan det går med at udvikle en fælles opfattelse af vind og vejr.

Læs om deres overvejelser inden afgang her.

- Skipper er meget forsigtig for min skyld, svarer Elisabeth, og Flemming fortsætter:

- Vi har sejlet for forsigtigt indtil videre, fordi jeg ikke ville kaste familien ud i noget, der var for voldsomt. Det betyder, at vi har sejlet for motor 80 procent af turen. Der har ikke været vind nok, eller også har der været for meget, og så er vi blevet i havn.

Det er familiens vurdering, at de nu er ved at være klar til at skubbe til grænsen for vindstyrke.

- Vi skal justere vores forventninger og finde noget vind, så vi kan sejle. Vi skruer op hver gang, indtil vi finder et godt niveau for alle. Vi skal lige lære, hvordan det gode vindniveau er for os, siger Flemming.

Søsyge, usikkerhed og det gode børneliv

Tanker omkring konsekvenser ved at tage lille Anton ud af vuggestuen og ombord på en båd med kun mor og far fyldte også i vores sidste samtale. Men heldigvis har det vist sig, at Anton stortrives.

Han nyder, at de er tæt og suger til sig af oplevelser. Helst vil lille Anton hjælpe sin far på båden. Han vil arbejde, hjælpe med tovværk og i det hele taget gå til hånde ved sin far. Oplevelser, som kan være svære at give, når alle passer et fuldtidsjob hjemme, og hverdagen kører afsted.

Søsygen fylder desuden ombord, og de har sjældent sejlet særligt længe, før Anton må overgive sig.

- Han er hårdt ramt, men han er glad. Han sidder med sin spand og kaster op, og når han er færdig, siger han: “Færdig, mor”., forklarer Elisabeth.

Familielivet kører, og alle er beskæftiget hele dagen. Det er et fuldtidsjob at være afsted, er Elisabeth og Flemming enige om:

- De idylliske forestillinger om, at vi skulle ligge henslængt i cockpittet og slikke sol er ikke blevet til noget endnu. Vi falder omkuld om aftenen. Men vi føler os heldige at være tæt på Anton hele dagen.

Sejlerkulturen når den er værst

Elisabeth og Flemming oplever stadig, at deres båd, en Hanse 540e, er stor at sejle rundt i. De ved godt, at det kommer til at ændre sig, jo længere de kommer væk hjemmefra, men pt. er det stadig nødvendigt at reservere plads i havnen inden ankomst, hvis de vil være sikre på at få en plads. Det har indtil videre ikke været et problem at få lov til.

Kun i en enkelt havn har de oplevet modstand på størrelsen af deres båd. Desværre var det på første tur efter afgang fra Ishøj Havn.

De havde besluttet at sejle en kort tur til Flakfortet for ikke at presse familien for meget og for at lande. Desværre blev det et møde med den værste side af sejlerkulturen. Den side, hvor der ikke er ikke er sammenhold og hjælp at hente.

- Vi ankom til Flakfortet, og ingen ville have os liggende uden på, fortæller Flemming og Elisabeth og fortsætter:

- Vi tilbød at bytte plads, så vi kunne ligge inderst, men heller ikke dét var der nogle sejlere, der var indstillede på. Vi lagde os uden på en båd, som var med på den og lå som nummer tre i rækken. Den båd skulle sejle en time efter, så der var vi nødt til at flytte os igen.

Er det dét, vi ønsker?

Den lille familie var efterhånden trætte af manglen på hjælpsomhed, men troede endelig det lykkedes dem at lave en aftale med en båd om, at de skulle bytte plads, så Elisabeth og Flemming kunne ligge inderst. Elisabeth og Anton blev sat i land, og Flemming sejlede ud, så de to både kunne bytte plads.

Men hvad de troede var en aftale, var skipper på den inderste båd ikke enig i. Han forlod havn og båd til fods med hele sin besætning og lod Elisabeth, Flemming og Anton sejle deres egen sø.

- Jeg sejlede rundt i havnen for at prøve at lave en aftale med en af de andre både. Der var jo lidt panik på land, for Anton var ked af det, og Elisabeth var efterladt i uvished. Ingen af sejlerne ville have øjenkontakt med mig. Alle forlod cockpittet for at undgå at skulle hjælpe os, fortæller Flemming.

Det endte med, at Flemming måtte lægge midlertidigt til ved færgelejet, så Elisabeth og Anton kunne hoppe ombord. Derefter forlod de Flakfortet rystede over den kæmpe mangel på forståelse og hjælpsomhed.

Der er ingen tvivl om, at det var en dårlig start på den femårige langtur. Familien fortæller også, at de efterfølgende er blevet mere hårde i filten og ikke spørger om lov på samme måde.

Jeg blev rystet over at høre familien fortælle om deres oplevelse. Er det sådan en sejlerkultur, vi har lyst til at have i Danmark? Skal der ikke være plads til os alle? Må vi afvise både - og mennesker - på den måde?

Det simple liv

Den dårlige oplevelse er kommet på afstand, og der er heldigvis kommet en masse gode oplevelser til. Familien har prøvet at have gaster med ombord, fordi der pludselig opstod et behov.

Det er lykkedes dem at leve mere simpelt, præcis som de drømte om. De går på markeder og handler billigt. De lader på solceller og skal snart i gang med at sejle mere for sejl og mindre for motor - for nu er familien klar.

- Det har været nemt at lægge forbruget til side. Vi spørger os selv, om vi i virkeligheden har brug for det. Oftest er svaret nej. Det var en del af vores drøm og vores projekt; nemlig at stoppe forbruget, fortæller de.

Vi tjekker ind hos sejlerfamilien senere på deres tur. I mellemtiden kan du følge med på deres YouTube-kanal samt på deres Instagramprofil frombalitobabyandbeyond.