Gå til hoved-indhold
Tur
Elisabeth og Anton er faldet søsyge omkuld under en sejlads. Privatfoto

Et år inde i jordomsejling: Frihed, tid, søsyge og en lidt dyr verden

Vi tjekker igen ind hos Elisabeth, Flemming og Anton. De har nu været væk fra Danmark i et år og deler deres erfaring med os her. Tiden og friheden er stadig det vigtigste, og så har verden vist sig at være lidt dyrere, end de først regnede med.

Af Cille Rosentoft |

Præsentation: 
Familien består af Flemming på 49 år, som er gammel sømand og uddannet skibsfører i Maersk. Elisabeth på 37 år arbejdede som projektleder i en transportvirksomhed og var helt uerfaren sejler, da familien forlod Danmark i 2021, men har efterhånden sejlet mange sømil.

Lille Anton på 3,5 år har skiftet institutionslivet ud med et liv tæt på mor og far hver eneste dag. Familien sejler i en Hanse 540E, som de købte hos Tempo Bådsalg kort inden afgang.

Elisabeth og Flemming sidder i deres cockpit i en ankerbugt på Curacao og er krøbet i læ for solen. En stor kontrast til mit scenarie, som snarere handler om at finde et skjul for regn og vind et sted i Sverige.

Sidst vi snakkede sammen, var de nået til Dunkerque og var stadig ved at lande i drømmen. Nu er der gået et år, og familien er blevet langturssejlere. Den slags, der kryber i læ for solen, sejler i dinghy hver eneste gang, de skal noget og slæber indkøb hjem i rygsæk, når der skal provianteres til næste sejlads.

Virkeligheden er noget andet end drømmen

Der har været meget læring dette første år, og virkeligheden er noget helt andet, end familien forestillede sig, da de sad hjemme i Danmark inden afgang.

- Det er helt anderledes, end vi havde regnet med, fortæller Elisabeth og Flemming og fortsætter: 

- Når man tager hjemmefra, forestiller man sig et paradisliv. Man tror på, at det er en slags ferie, man drager ud på. Men det er meget arbejde! Vi er jo forældre i døgndrift og laver bådarbejde, køber ind, vasker tøj og har i det hele taget travlt med at skabe struktur og hverdag ombord.

Når man sidder hjemme i Danmark, kan det være svært at forstå, hvordan små projekter kan fylde hverdagen. Men Elisabeth og Flemming har hurtigt opdaget, at selv små projekter kan tage meget lang tid.

- Morgendagens projekt kan være at vaske tøj, forklarer Elisabeth og fortsætter: 

- Projektet er jo delt op i mange små bidder. Vi skal finde en bus, et vaskeri, vaske tøjet, tage bussen tilbage, det tager SÅ lang tid! Vi involverer Anton i det hele og på den måde kommer det til at fylde. Men vi skal jo heller ikke andet end at være sammen.

Verden er dyr, og familien vil opleve

Økonomisk er familien også blevet overraskede over, hvordan virkeligheden er langt fra forestillingen og planlægningen. Verden er dyr, og hvis man gerne vil opleve, som denne familie, så koster det noget at tage på jordomsejling. 

Da Elisabeth og Flemming lagde budget i Danmark, havde de en forestilling om at bruge cirka 25.000 om måneden inklusiv alt. Nu har de lige forsøgt at få et økonomisk overblik over deres udgifter indtil videre, og det har vist sig, at de har brugt cirka 2,5 gange mere, end de regnede med.

- Vi skal til at sadle lidt om, hvis vi skal have penge til hele turen. Men det har taget tid at lande, og vi har ikke sparet på hverken is, middage ude, billeje, havnepenge og så videre. Derudover har vi også haft en del relativt store indkøb til båden, fortæller Elisabeth og Flemming og konkluderer, at de derfor har brugt 60.000-70.000 pr måned, siden de forlod Danmark.

Det vigtigste for familien er at opleve verden, nu hvor de netop er ude i den - så selvom de er indstillede på at skrue lidt ned for budgettet, er de ikke indstillede på at skrue ned for oplevelserne, og de kommer ikke til at sidde på deres båd og gå glip af eventyrerne. De vil møde mennesker og opleve nye kulturer - ellers kunne de ligeså godt sidde hjemme i Danmark bag deres lukkede dør, er de begge meget tydelige omkring:

- Vi vil hellere gøre det i to år og få den fulde oplevelse end at gøre det i fem år og spare og spare. 

Afskeder og søsyge slider på alle

Elisabeth, Flemming og Anton er landet godt i sejlerlivet og trives ombord. Men der er ingen tvivl hos familien, da jeg spørger dem om, hvad der er det sværeste ved at være afsted. De mange afskeder med mennesker, som man deler gode stunder med i forskellige ankerbugte og de mange sejladser, hvor Anton bliver søsyg.

- Vi bliver bedrøvede over, hvor mange der er taget hjem. Mange danske sejlere har kun et år, som de har valgt at bruge. Og det betyder, at vi ofte skal sige farvel. Man lærer folk at kende og skal så tage afsked med dem. Det er svært for Anton og for os andre. Det er dejligt at lære folk at kende, men også vemodigt at skulle sige farvel til dem igen, fortæller Elisabeth.

Da jeg snakkede med familien sidst, var det sværeste sejladsen, og det peger Elisabeth på, at det stadig er.

- Jeg er ikke bange mere, men det fylder meget, når vi skal ud på længere stræk. Anton bliver enormt syg hver gang og kaster op hvert kvarter. Han er blevet større, og det betyder, at han sætter ord på ikke at ville sejle, fordi han godt ved, hvad der venter ham, uddyber Elisabeth, mens Flemming supplerer: 

- Vi har derfor besluttet, at Anton og Elisabeth hopper af på alle de lange stræk. Det er ikke en god oplevelse for Anton, når han bliver så søsyg, og vi tager denne tur for at gøre noget godt for hele familien. Derfor har vi truffet en beslutning om at splitte os op. 

Fremtiden er helt åben

Alle destinationer er en mulighed for Elisabeth, Flemming og Anton. Lige nu er de hjemme i Danmark alle tre for at holde en dejlig dansk sommer med familie og venner. De har nuppet en omgang corona, mens de var i Danmark, så nu kan den også hakkes af. 

Når de flyver tilbage til båden, er planen at sejle op mod Saint Martin og derfra de Britiske Jomfruøer, de Amerikanske Jomfruøer, Turks and Caicos, Bahamas og derefter er planerne åbne. 

Om familien sejler mod Stillehavet gennem Panamakanalen, vælger at sejle mod USA eller måske sejler båden tilbage mod Middelhavet, det vil tiden vise.

- De tanker, vi har gjort os den seneste tid, er, at vi da godt kan drømme om en sandstrand mere, men når man er nået til sandstrand nummer 33, så gider man det ikke mere. Så skal der ske noget nyt, forklarer Elisabeth og Flemming, som lige nu overvejer, hvordan de bedst skaber vekselvirkningen mellem ønsket om at opleve natur og kultur. 

I de overvejelser er Antons alder også afgørende, og de vil skabe oplevelser, der tager hensyn til alle tre i familien.

Vi tjekker ind hos sejlerfamilien senere på deres tur. I mellemtiden kan du følge med på deres YouTube-kanal samt på deres Instagramprofil.

Læs de seneste Minbaad-interview med familien her og her.

content-loader
content-loader
content-loader