Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jonas Warrer og Jakob Precht har i øjeblikket sat sig på andenpladsen på Lanzarote. Foto: Saiing Energy

Warrer og Precht ligger 2'er ved det måske sidste stævne før OL

En 1-2-1-serie sender den danske 49er-besætning på medaljekurs. Også Ida Baad og Marie Thusgaard i 49erFX og Nacra-sejlerne Natascha Saouma-Pedersen og Mathias Bruun er i top-10. Der sejles frem til fredag.

Af Sara Sulkjær |

Flere års træning kulminerer, når verdens bedste sportsudøvere til sommer mødes ved det udskudte OL i Tokyo. De få optaktsstævner, der kan søsættes trods coronaen, er derfor tæt pakket med stjernesejlere, der drømmer om at få de sidste detaljer finpudset forud for legene.

Også regattaen på Lanzarote for 49er- og Nacra-klassen, der sejles netop nu og kan vise sig at blive det sidste officielle stævne før de olympiske lege, har flere verdensklassesejlere på startlinjen, heriblandt danske Jonas Warrer og Jakob Prect.

Flere danske topplaceringer

Den danske besætning med erfarne Jonas Warrer ved rorpinden og med unge Jakob Precht som gast er kommet fremragende fra start på ferieøen, hvor de placerer sig på den samlede andenplads: 

- Hvilken dag det var. 1-2-1-serien sender os op på andenpladsen efter to dages sejladser, forklarer sejlerne på Facebook.

I kvindernes 49erFX er det Ida Baad og Marie Thusgaard, der viser Dannebrog fra sin flotteste side. En samlet ottendeplads blandt 46 både sender danskerne på kurs mod guldfeltet, hvori de 25 bedste besætninger fra onsdag til fredag mødes. 

Alvorlige vejrtrækningsproblemer i 49er

Også i Nacra-klassen er to danske besætninger til start. Bedst er Natascha Saouma-Pedersen og Mathias Bruun med en femteplads, mens Lin Cenholt og C.P. Lübeck efter at have misset flere sejladser ligger i den ærgerlige ende af tabellen. 

Det samme gør sig gældende for Joakim Salskov-Iversen og Markus Oliver Nielsen i 49er-klassen. Efter i flere uger at have kæmpet med vejrtrækningsproblemer, stod det kort før stævnet klart, at Markus Nielsen delvist har punkteret sin ene lunge.

Læs hele historien om den halvvejs kollapsede lunge på sejlernes Facebookside her.

Danskere på Lanzarote

49erFX (46 både): 
8: Ida Baad og Marie Thusgaard

21: Johanne og Andrea Schmidt

41: Katrine Krogh og Laura Steenstrup

49er (44 både):
2: Jonas Warrer og Jakob Precht

44: Joakim Salskov og Markus Oliver

Nacra 17 (21 både):
5: Natascha Saouma-Pedersen og Mathias Bruun

18: Lin Cenholt og C.P. Lübeck

Se hele resultattavlen her.

content-loader
content-loader
content-loader