Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Morten Henriksen ses her om bord på den amerikanske J/70er, der tog EM-bronze i Skovshoved i år. Fotos: Per Heegaard
Kapsejlads
Jens Christensen tog 4. plads til EM og var den eneste dansker i top 20.
Kapsejlads

Prof-sejlerne er med velhavende bådejere rykket ned i den lille J/70'er

- Derfor er konkurrencen blevet så hård, der er proffer om bord i top-30 i klassen, forklarer Morten Henriksen, der selv er professionel sejler på bl.a. en J/70'er. I år tog han en tredjeplads under det kæmpe EM i Skovshoved med 98 J/70'ere.

Af Troels Lykke |

J/70-klassen er blevet en vældig populær kølbåd i Europa - og i Danmark ikke mindst. De forskellige nationale ligaer med klubber, der kæmper, har bredt sig i det professionelle sejlermiljø.

Netop dét fik de danske både at mærke ved EM-stævnet i Skovshoved. Kun én dansk skipper, nemlig Jens Christensen, der også havde proffer om bord, kunne klare sig og tog en fjerdeplads.

Lige foran sluttede Morten Henriksen. Han sejlede på en amerikansk J/70'er med skipper Michael Goldfarb fra Seattle. Om bord på båden var to professionelle sejlere.

Michael Goldfarb har desuden en Melges 24 og en Etchell 22. De tre både bliver kørt professionelt, og Kerteminde-sejleren Morten Henriksen er taktiker på alle tre både på femte år. Han rejser typisk 100 dage årligt for det amerikanske hold. 

Kun fire proffer om bord i stedet for otte

Morten Henriksen har samtidig været taktiker på Farr 40 og RC44'ere, men flere og flere af de velhavende skippere finder nu den mindre J/70'er tillokkende. Morten Henriksen deltog selv for første gang i et J/70-stævne i Skovshoved i år.

- Med en J/70'er behøver du kun fire proffer om bord, mens man før brugte otte, og konkurrencen er den samme som i Farr 40'eren, men nu for billigere penge og lettere logistik. Mange russiske hold er også rykket ind i J/70'eren. De er gode, russerne. Jeg vil skyde på, at top-30 til EM havde professionelle sejlere om bord, forklarer Morten Henriksen, der vandt sidste sejlads ved EM.

Dermed rykkede han akkurat op på en bronzeplads foran Jens Christensen, der blandt andet havde profferne Susanne Ward og Mikkel Røssberg.

Alt var godt af KDY - næsten

Morten Henriksen har i øvrigt ros til KDY for deres J/70-EM med 98 både, men der var også enkelte torne.

- Det var super flot af KDY at holde så stort et stævne og uden corona-restriktioner og uden masker. Amerikanerne, jeg sejlede med, var imponeret over stævnet og København. De synes bare, alt var hyggeligt, men jeg forstår ikke, at KDY ville have penge for moleøl, når vi kom i havn, ellers var resten lige i skabet, siger den 54-årige sejler.

content-loader
content-loader
content-loader