Henriette og Johnny nåede kun to døgn af deres langturssejlads - så ramte sygdommen
Henriette og Johnny tog sidste år en beslutning om at leve livet og udleve drømmene. To dage inde i deres langturssejlads fik de tovværk i bovpropellen. Heldigvis nåede de ikke længere end fra Ishøj til Hundested. Her viste det sig, at Henriette har akut leukæmi og straks skulle i behandling.
- Vores hjerner kan ikke helt følge med.
Sådan udtrykker Henriette det, når hun skal fortælle om den situation, de står i lige nu. Sejlturen over Biscayen, tapas i Spanien og oplevelser langs Portugals kyst er skiftet ud med en diagnose og kemobehandling. For nu. For planen er bestemt ikke droppet, den er bare udsat, fordi en anden opgave bankede på døren.
I kan læse om deres oprindelige planer i artiklen på Minbaad.dk fra marts måned:
Første skade: Tovværk i bovpropellen
Johnny og Henriette sejlede ud af Ishøj Havn i juli, helt efter planen. De havde venner med ombord, som de skulle dele alle oplevelserne med de tre uger.
Allerede efter to døgn er de nødt til at ændre planer, da de bliver ramt af hårdt vejr og søger ly i Hundested Havn. På vej ind i havnen får de tovværk i bovpropellen, og næsten morgen dykker de for at se, hvor galt det står til. Bovpropellen er smadret, og Johnny og Henriette må have fat i forsikringen.
Forsikringen er klar i spyttet og siger, at de skal finde et hvilket som helst værft, som kan tage dem op.
Deres båd, en Beneteau 57 fra 2007, er ikke sådan lige at få løftet. Den vejer tæt på 25 ton, og de skal derfor finde et værft, der kan løfte store både. Det ender med Egå, hvor båden bliver løftet og får ny bovpropel.
Henriette og Johnny udnytter tiden til at gå ture og opleve byerne omkring. Her bemærker Henriette en trykken for brystet et par gange. Hun bliver også stakåndet. Men det går over, når hun sætter sig og får slappet af.
- Jeg forklarede det med stress og jag i forbindelse med nogle meget heftige måneder, hvor vi arbejdede i døgndrift på at gøre båden klar.
Anden skade: Båden tager pludselig vand ind
- Da vi blev sat i vandet, tog vi pludselig vand ind, fortæller Henriette og fortsætter:
- Pumpen nede i sumpen satte i gang alt for tit, og vi tog fire-fem liter vand ind i timen. Vi havde jo gennemgået båden fra A-Z inden afgang og havde brugt et år på at være helt klar. Vi måtte ringe til forsikringen igen og sætte dem ind i den nye udvikling.
- De gik lidt i panikken. De var bange for, at vi sank og bad os derfor om at sejle til Humlebæk med det samme, siger Henriette med et smil og fortsætter:
- Vi endte med at være i Humlebæk i halvanden måned. Værftet havde store vanskeligheder med at udbedre skaden i de mange glasfiberlag, som var opstået i kølkonstruktionen efter kranløftet i Egå. Da båden kom tilbage i vandet, viste det sig, at den stadig tog vand ind. Værftet borede derfor huller og lavede kikkertundersøgelser, og fandt at en gennemføring også var blevet utæt. Den var heldigvis hurtigt udbedret. Vi fik båden i vandet i går og masten på, og nu er den tæt, forklarer Henriette, lettet og glad.
For det betyder, at de i weekenden kan flytte ombord igen. Flytte hjem til alle de ting, der skaber tryghed og ro, og som de har brugt et år på at udvælge og gøre klar.
Mere trykken for brystet
Men vi skal spole tiden tilbage for at forstå, hvorfor Henriette og Johnny nu har udsat deres treårige langturssejlads over Atlanterhavet og videre gennem Panamakanalen og ud i Stillehavet.
Da Henriette og Johnny kommer til Humlebæk med båden, bliver de af forsikringen indlogeret på hotel i syv dage. Henriette begynder at mærke trykken for brystet igen. Men nu går det ikke væk, når hun slapper af.
- Jeg ringer til min egen læge, som straks sender mig ind på akutmodtagelsen på Herlev Hospital. Her ender jeg på hjerteafdelingen i fem dage, hvor de monitorerer mig og overvåger mit hjerte, forklarer Henriette og fortsætter:
- De er enige om, at jeg har inflammation i hjertehinden. Det er en kendt senfølge af coronavaccinen og er ganske harmløs og går over af sig selv. De havde lavet alverdens undersøgelser, fordi de vidste, at vi skulle ud i verden. De vil være 100% sikre på, at jeg er okay.
- Det kan godt tyde på blodkræft...
Den 18. august kommer en overlæge til stuegang og er klar til at udskrive Henriette. Der er styr på hende, lige bortset fra nogle blodprøver, som en anden afdeling skal tjekke. På vej ud af døren, hvor han lige har sagt farvel til Henriette, der står klar med rygsæk og jakke og glæder sig til at kunne genoptage eventyret, får han henkastet sagt:
“Du skal nok lige gå forbi den anden afdeling, der er nemlig noget, der tyder på, at det godt kan være blodkræft.”
- Sagde du lige kræft? Fik jeg sagt meget højt til lægen, beretter Henriette og fortsætter:
- Og så tog jeg hjem til Johnny. Dagen efter mødte jeg op til en knoglemarvsbiopsi, og dagen efter den tog vi ind til samtale om diagnose og planlægning af behandlingsforløb.
Fredag den 20. august får Henriette konstateret akut leukæmi og starter allerede i kemo onsdagen efter. Heldigvis bliver sygdommen opdaget meget tidligt i forløbet, og Henriette kommer i gang med behandlingen meget hurtigt.
Første omgang er overstået
Der er pause mellem behandlingerne lige nu. Henriette har det fysisk godt og er kommet sig ovenpå første omgang af den hårde kemo, som er den behandling, hun er blevet tilbudt. Følelsesmæssigt er hun også okay og beskriver det selv således:
- Det er lidt ligesom, hvis nogen tæt på dør fra én. Så fylder man også sin hverdag op med en masse praktiske opgaver og bliver meget handlende. Sådan har vores liv været siden den 20. august. Vi har haft hospitalsbesøg, opringninger, mennesker jeg har haft brug for at se og i det hele taget en masse ændringer i planerne.
De mange gaster - omkring 25 forskellige personer - som de havde planlagt at have med på deres tur, har alle sammen fået en opringning fra Johnny, hvor han har forklaret situationen.
Henriette og Johnny har ikke droppet planerne. Men de er udsat for nu. I stedet er de gået i gang med at planlægge de nære ture. Drømmen lige nu er at tage med FTLF-flotillen til Skotland til sommer og bruge sommeren på at nyde Danmark og Sverige.
- Vi holder fast i drømmene, og når jeg forhåbentlig er rask, men alligevel skal til kontrol, kan vi tage nogle sejlture, der er tættere på og gemme den lange tur, til der er helt styr på det.
Tiden vil vise, hvilket eventyr det bliver
Sommeren 2023 er lige nu planen for afgang på det længere eventyr. Måske kunne de godt allerede tage afsted til sommer, men de hyppige kontrolbesøg gør det ikke muligt at sejle for langt væk fra Danmark.
Derfor er planen for afgang sat til 2023, og så må tiden vise, hvilken slags eventyr det bliver. Det kan være, at det ender med et år i Middelhavet. Alt er kastet op i luften, og selvom Henriette og Johnny tvinges til mest at være til stede lige her i nuet og tage én dag ad gangen, er der også plads til og brug for at dyrke langtidsplanerne og drømmene.
Selvom sorgen over dét, de går glip af lige nu, fylder, så er de meget bevidste om at være til stede i nuet. Det var også den afgørende årsag til, at de i første omgang valgte at sælge alt og planlægge en tre års tur ud i det blå. Netop fordi de ville leve livet fuldt ud og være til stede i dét, de gjorde.
Lige nu er de her, og alle sejl sættes ind på at få slået leukæmien ned hurtigst muligt.
- Jeg er rimelig pragmatisk anlagt, men nogen har holdt hånden over os, siger Henriette til sidst.