Jan Hansens nye og lette bæst skriger på opmærksomhed - P30'eren rammer Danmark til sommer
Danskerens nye 'The Beast', der kun vejer 1500 kilo, er malet i en hurtig, blå nuance, og de første testsejladser er i hus. - I vindhastigheder på omkring ti knob accelererer båden hurtigt, påpeger Hansen.
Det er en 30-fods inkarneret og imponerende kapsejladsmaskine, der til sommer lander på dansk grund. Ved roret sidder Jan B. Hansen.
Sejleren, der har taget stribevis af sejre i Sjælland Rundt, Fyn Rundt og Danmark Rundt Singlehanded, ligesom han har en række podieplaceringer fra Silverrudder - flere af dem i Figaro 2-båden, 'The Beast'.
En let båd til lette vindforhold
Nu er makkerskabet mellem den franske kapsejler og den danske sejler fortid. I stedet har Jan Hansen kastet sin kærlighed på den splinternye P30, der bygges af Aeolos Yachts med hovedsæde i Dubai:
- Jeg ville have en lettere båd, en lettere drevet båd i det lettere vindområde, vi ofte ser i vores farvande, og båden skulle være forberedt til at køre på en vejtrailer, forklarer Jan Hansen på værftets hjemmeside.
Alt det får danskeren i Aeolos' nye racer. En 2,91 meter bred båd med et sejlareal, der er op mod 40 procent større end på tilsvarende sejlbåde:
- Aeolos P30 har den fulde pakke. Oven i købet er den gennemtænkt, inklusiv mange fine løsninger på boathandling. Og den ser noget skræmmende ud..., påpeger Hansen, der de seneste år har satset på single- og doublehand-sejlads.
Imponerende rorkontrol
Det udprægede fokus på shorthand-sejladserne kan Hansen udmærket fastholde med den nye racer, der er skabt til de mindre besætninger. Det stod klart allerede under den indledende testsejlads i slutningen af februar:
- Let og letdrevet, og i de lette vindforhold føltes den meget hurtig. I vindhastigheder på omkring ti knob accelererer båden hurtigt, understreger Jan Hansen efter den første testsejlads og uddyber:
- Rorkontrollen var imponerende, selv når båden blev tvunget til at krænge kraftigt. Alle beslag og især Karver-spillene er meget flotte. Det er båden for fremtiden, mener den danske solosejler.
Se Jan Hansen testsejle båden på Aeolos Yachts Facebookside her.
Aeolos P30
Længde: 9,14 m
Bredde: 2,95 m
Dybde: 2,2 m
Vægt: 1,5 ton
Ballast: 0,8 ton (vandballast)
Fok: 21,9 kvm
Storsejl: 37,2 kvm
Motor: 10 / 12 hk
Pris fuld sejlklar til kapsejlads, leveret i Danmark: 1,51 mio. kr. (med 7 styk North Sails 3di-sejl, NKE autopilot og instrumenter, herunder Garmin-kortplotter)
Værftet: www.aeolosyachts.com
Forhandler i Danmark: jbhsailing.com/aeolos-30/
Kilde: Aeolos Yachts